29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stilfuld ballade hos MULT

Stilfuld ballade hos MULT

Da MULT blev skabt for 41 år siden, var den et billede af en tid i opbrud. I dag afspejler dens billedkunst en krisetids behov for klare linjer.

"Enhjørning", Grethe Tranberg. "Uden titel", Lasse Mortensen.
FOTO: Helge Larsen
"Enhjørning", Grethe Tranberg. "Uden titel", Lasse Mortensen.
FOTO: Helge Larsen

Helligåndshuset i København er atter rammen om MULT's årlige udstilling. Den byder i år på en blanding af stil og ballade.

MULT er en forkortelse for "Multilateral", flersidighed, og den blev skabt i en brydningstid med studenteroprør, kravet om ligestilling, Vietnam-krigen, pornografiens frigivelse og Europas markedsgørelse. En ledetråd var forskelligheden. Derfor inviterede man i mange år kunstnere fra de socialistiske lande i Østeuropa til at udstille. Lige så naturligt var det at blande billedkunsten med de øvrige kunstarter: Ballet og moderne dans, skuespil og sang.

Efter bortvisningen fra Charlottenborg fandt MULT vej til Helligåndshuset på Strøget i København. Her er fortsat plads til at blande det visuelle med sære lyde, som gæsten DJ Katrine Rings "Live Sample Digt", opført ved ferniseringen. Det er skabt af lyd fra arbejdet med at ophænge, akkompagneret af bratchist Andreas Birk.

Der er ballade allerede ved indgangen, hvor Katrine Ring og 10 meter rullegræs har skabt en sti med fotografier i plexiglas. Alle motiver er hentet i gadekunsten - det vi træder på. 

Stilfulde er gæsten Poul Estings store montager af billeder og tekst, Grethe Tranbergs stadig mere spirituelle, symbolladede malerier og Aage Leif Nielsens store trapper. Skulpturkunsten er i gode hænger hos Lise Rings små bronzer og Barbara Schweitz' humørfyldte rustbunker tilsat hvid eskimo, for ikke at glemme Poul Frederiksens utrolige stole.

De ellers så udstødte grafiske tegninger er under fortsat udforskning i Eskild Hauchrogs græske mytologier, i Lasse Mortensens livlige figurer, hos gæsten Gunnar Saietz og i Roald Tellnes visionære ildcirkler.

Mens Jeff Ibbo og Carsten Rütting Schweitz lyser op hver på deres måde med groteske figurer, opløser Jan Kiowsky det flygtende landskab, og Ole Knudsen udforsker den forstenede skov.

For MULT nr. 41 ruller videre - fra opbrudstid til krisekonsolidering.

12. okt. 2012 - 09:18   12. okt. 2012 - 09:30

Maleriudstilling

gp@arbejderen.dk
4

MULT udstiller maleri, skulptur og grafik. Helligåndshuset, Strøget, til 14. oktober. Gratis adgang. DJ Katrine Ring og Fairy Masque til MULTnatten fredag 12. oktober kl. 12-24.