29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Super aktuel gammel roman

Boganmeldelse:

Super aktuel gammel roman

John Stenbecks roman "Vredens druer", om den amerikanske depression i 30'ernes USA, er super aktuel. Den skræller alt glimmer af kapitalismens karakter og viser os dens sande, men hæslige, fjæs.

Vredens druer blev filmatiseret allerede i 1940 med Henry Fonda i hovedrollen som Tom Joad, der må flygte efter at have hævnet mordet på frihedskæmperen Casy.
1 af 1

Den amerikanske forfatter John Steinbecks klassiker og hovedværk, Vredens druer, om den amerikanske depression i 1930’ernes USA, er nu kommet i en flot nyoversættelse. Det er en velskrevet og spændende historie om kapitalisternes kynisme, når krisen kradser og rammer arbejderklassen.

Familien Joad bliver fordrevet fra deres hjem grundet finanskrisen, bankernes kynisme, kreditorernes ubarmhjertighed og de enorme støvstorme, som ødelægger mulighederne for at dyrke jorden. Da banken har taget deres gård, rejser familiens tolv medlemmer i en faldefærdig lastbil til det forjættede Californien, landet der flyder med mælk og honning, og forsøger sig som daglejere i appelsinplantagerne.

Men også her er der nød og elendighed. Det benytter de grådige plantageejere sig naturligvis af. De mange arbejdsløse, herunder mange indvandrere, presser lønningerne og kampene mellem arbejderne og arbejdskøberne betyder strejker og lockouter med nul indtjening.

Familien Joad trækkes længere og længere ned i elendigheden, hvorfor de ender i nød– og arbejdslejre. Tom Joad må flygte efter at have dræbt en firmavagt, der myrdede fagforeningskæmperen Casy under et strejkemøde, en mand der gik forrest i kampen for arbejdernes ve og vel.

Da bogen kom frem i 1939, blev den flere steder forbudt, og man havde i USA bogbrændinger af den, som nazisterne af kommunistisk litteratur i Tyskland. Vredens druer blev senere filmatiseret af John Ford, med en fremragende Henry Fonda i hovedrollen som Tom Joad.

Bogen er ikke mindre end fremragende og et must for de, der elsker en god klassekamps klassiker. Uden at være dogmatisk skræller Steinbeck alt glimmer af kapitalismens karakter og viser os dens sande, men hæslige, fjæs. Bogen er desværre hyper aktuel og viser, at solidaritet kan svare sig.

Tom Joad bliver politisk bevidst og siger: ”Jeg er et eller andet sted i mørket. Jeg er over det hele. Hvor end du ser, hvor end der er en kamp for sultne mennesker kan få mad, så vil jeg være der. Hvor end der er en strømer, der tæver en fyr, så vil jeg være der. Jeg vil være tilstede i den måde folk skriger på, når de er vrede. Jeg vil være til stede i den måde børn ler på, når de er sultne og ved, at maden er klar. Når folk spiser det de selv har dyrket og bor i de huse, de selv har bygget, så vil jeg være der”.

Folk, der alene kender historien fra filmen, skal vide, at bogens slutning er radikal anderledes og mere socialistisk orienteret.

05. mar. 2013 - 11:15   05. mar. 2013 - 11:30

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

John Steinbeck: Vredens druer. 614 sider. 149 kroner. Forlaget Sohn