I Troens Land tror ingen på mig, synger en af ”idioterne” fra scenen på Malmø Opera.
Det handler om unge, der lever i et hyklerisk samfund, hvor det er svært at finde en mening med det hele – især sig selv.
"American Idiot" er et musical-agtigt billede af ungdommen i USA’s forstæder, skabt af punkrock-gruppen Green Day og understøttet af en imponerende symbolsk videoscenografi. Det handler om unge, der lever i et hyklerisk samfund, hvor det er svært at finde en mening med det hele – især sig selv.
De vokser op i et samfund, hvor mottoet er ”Lyv” – og drømmen er at komme væk fra forstaden, fordi det åbenbart er i centrum, man kan realisere sig selv.
Det forsøger vores helte så, men det er slet ikke let, når man lever i et samfund der er så forløjet, at de unge tror, de skal finde sandheden inde i sig selv. Det fører hurtigt til stofmisbrug, der kan skabe et mere farverigt indre liv og jagten efter en gude-agtig kæreste, der kan fylde det tomme hul.
En enkelt søger at finde i sandhed, som soldat i en af de krige, USA fører, som også bygger på en løgn. Det kan kun føre til desillusion og for vores helte retræte til forstæderne, hvor de efter få år mødes igen, stærkt ældede i sind, men uden illusioner om et bedre liv.
Konklusionen er vist: Vi har hinanden, men det er også det eneste, vi har og kan forstå.
Selv om historien kan virke bekendt og uden happy ending, er det alligevel fremragende underholdning, båret frem af en fantastisk energi, flotte koreografier, fascinerende videomontager og frem for alt et forrygende rockband, der tilsættes en håndfuld strygere på passende steder, for eksempel når bandet serverer superhittet ”Boulevard of Broken Dreams”. Det er wauw!
Green Days tekster er smukke og ukonkrete, sunget på originalsproget, men dejlig brugervenligt oversat på et tekstningsanlæg over scenen. Du må selv gætte dig til, hvad der er den store løgn, hvem der er de store løgnere – eller om det bare er livet i sig selv, der er en løgn, som gør det til en fordel at være idiot for at kunne tackle det, når man nu ikke kan ændre det.
Malmø Opera, har valgt at lade det blive ved det. Det gør forestillingen lidet provokerende. Teatret kunne have valgt at lade videoscenografien sætter konkrete billeder på løgnene, hvis man ville lære de unge, man får lokket i operaen, noget nyt om USA og verden og inspirere til debat.
Men for Malmø Operaen er det vigtigste formål vel at tage livtag med teaterkoncert-genren og lokke et nyt ungt segment ind i det dejlige koncertrum. Det vil helt sikkert lykkes og de vil få en flot oplevelse.