Kristian Thorup har i bogen "Populismens klassekamp" sat sig målet at undersøge Dansk Folkepartis vælgertilslutning i et sociologisk og klassemæssigt perspektiv. Hans formål med dette er at finde ud af, hvordan venstrefløjen kan generobre de tabte arbejderstemmer fra Dansk Folkeparti.

Det er trods alt et lyspunkt, at Thorup stiller sig opgaven at påvirke det akademiske miljø, at pille ved dets selvforståelse som værende det gode selskab, der ser ned på den dårligt uddannede arbejderklasse.

Gennem en række interviews viser han, at DF-vælgerne kommer fra arbejderklassen, og at de føler sig hørt af Dansk Folkeparti, at dette parti tager deres bekymringer alvorligt. Lad det så være, at hovedparten af de interwievede er medlemmer af partiet. Ifølge vælgerundersøgelser gør det ingen forskel.

DF’erne føler sig stigmatiserede af venstrefløjen og eliten og holder derfor ofte hemmeligt, at de stemmer på Dansk Folkeparti. Der gives eksempler på stigmatiseringen, lige fra Poul Nyrup, Carsten Jensen, Christian Braad Thomsen til Klaus Rifbjerg.

Der tegnes et billede af DF’ere, der føler sig set ned på af den akademiske elite, som opfatter politikerne som akademikere, der ikke aner, hvad der foregår i den virkelige verden.

Målgruppe

Forfatteren Lars Olsen har også i sin nye bog "Det forsvundne folk" dokumenteret, at Dansk Folkeparti ved det sidste valg, hvad angår vælgertilslutning fra arbejdere, er blevet det næststørste "arbejderparti" efter Socialdemokratiet, der stadig er det største.

Begge forfattere henviser til Trygfondens undersøgelser, der viser den stigende utryghed i forhold til arbejdsløshed, sygdom, kollektiv velfærd og social dumping.

Forskellen på de to forfattere er, at de har hver deres målgruppe. Hvor Lars Olsen henvender sig til arbejderbevægelsen i dens bredeste forstand og appellerer til socialdemokraterne i særdeleshed om at vende tilbage til de reformistiske rødder, så henvender Kristian Thorup sig til venstrefløjen i dens bredeste forstand og appellerer til de intellektuelle i særdeleshed om at forlade deres multikulturelle humanisme.

Den blinde venstrefløj

Kristian Thorup mener, at venstrefløjen har stirret sig blind på DF’s racisme og ikke har forstået, at dets vælgertilslutning i arbejderklassen hovedsageligt kommer af social utryghed.

Vi skal igennem en masse sociologiske analyser for at komme frem til konklusionerne. Vi kommer igennem Pierre Bourdieu’s sociologiske klasseanalyse. En klasseanalyse som udvider klassebegrebet til ikke kun at handle om "økonomisk kapital" men også "kulturel kapital".

Ifølge denne analyse kæmpes klassekampen på begge områder, hvor man kæmper om den "mængde" der er – både økonomisk og kulturelt (værdipolitisk). Den kulturelle kapital bruges til at tilrane sig magt og indflydelse med, den er ulige fordelt i samfundet, og fordelingen af den skaber klasseskel og klassekonflikter.

På den ene side er de bedst uddannede, som har mest kulturel kapital og er meget humane og tolerante, og som især stemmer på Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Og på den anden side er de ufaglærte og faglærte arbejdere med mindst kulturel kapital, som i stor udstrækning støtter Dansk Folkepartis flygtningefjendske værdipolitik.

Tilbage til rødderne

Derfor ønsker Kristian Thorup at forsone konflikten mellem den højtuddannede venstrefløj og arbejderklassen. Hans konklusion er, at venstrefløjen må komme tilbage til sine rødder. Venstrefløjen er et meget upræcist begreb, men KT forklarer sin opfattelse i note til bogen:

"Med venstrefløjen mener jeg ikke kun den parlamentariske venstrefløj, men også alle de andre politiske, aktivistiske og intellektuelle aktiviteter og diskussioner, som udgør venstrefløjen i Danmark".

Det er stadig lidt svævende. Men gennem bogen får man dog et indtryk af, at det handler om den venstrefløj, der har accepteret nyliberalismens dogmer om klassekampens død og stirret sig blinde på identitetskampen. De får denne opsang med på vejen:

"Men frem for at svælge i oplevelsen af moralsk overlegenhed har venstrefløjen brug for at komme 'ned i mudderet'. Det indebærer kritisk at kunne diskutere kronjuveler som tolerance og kulturel mangfoldighed, for så længe globaliseringen presser den vestlige arbejderklasses interesser, og der ikke eksisterer overnationale institutioner, som kan beskytte arbejderklassen på tværs af landegrænserne, er det legitimt kritisk at diskutere, hvor åbent samfundet egentlig skal være".

Manglende visioner

Forfatterens formål med bogen er at vinde DF-vælgerne tilbage til venstrefløjen. Men det er diffust, hvilken politisk platform det skal foregå på. Han advarer mod, at globaliseringens fordele i løbet af kort tid kommer i fare, hvis de vestlige landes utilfredse arbejderklasser gennem højrepopulismen ender med at vælte den herskende orden. Til det siger han, "at den eneste måde at beskytte det åbne globaliserede samfund på er at tage kritikken af dets skyggesider alvorligt".

For marxister kan det være svært at forstå, hvor forfatteren vil hen. Der gives ikke mange fingerpeg om, hvilket samfund han mener, den såkaldte venstrefløj skal arbejde for. Nu bygger bogen heller ikke på marxisme. Faktisk henvises der ikke til Marx på noget tidspunkt.

Men i en verden, hvor arbejderklassen er i defensiven, og den nyliberale ideologi går sejrsmarchen, er det trods alt et lyspunkt, at han stiller sig opgaven at påvirke det akademiske miljø, at pille ved dets selvforståelse som værende det gode selskab, der ser ned på den dårligt uddannede arbejderklasse med den dårlige smag og de forkerte meninger.