Findes den lykkelige luder? Er der ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet?  Elsker kvinder at skifte bleer? Kan man sælge seksuelle ydelser uden at sælge sin krop? En gruppe kvindelige skuespillere fra De Slagfaste, en amatørgruppe fra Roskilde, har taget temperaturen på kvindens aktuelle situation i kabareten Tidens kvinder.

Den giver mange svar på de spørgsmål, som forestillingen rejser. Publikum sidder ved små borde med levende lys, mens seks veloplagte kvindlige skuespillere, kaster sig ud i et verbalt festfyrværkeri af samfundssatiriske tekster om nutidens kvinder. Kabaretten bygger på debatindlæg, artikler og læserbreve i dagspressen gennem det sidste års tid. Et par musikere akkompagnerer de dramatiske udfoldelser.

Seks kvinder iført orange kjoler spyttes ud af scenens stoftunnel. De danser rundt i forskellige kvindeattituder, heriblandt fødestillinger. Forestillingen er et generøst udbud af artige, uartige, provokerende, sjove og alvorlige monologer og dialoger. Der citeres skældsord fra et hadefuldt debatindlæg om feminisme:  ”Lede so, knyt sylten”, ”Feministpik”. Det er bare nogle af hadebrevets mandehørmende udskejelser.

Fra scenens højttaler konstateres det: ”Sure bitre mænd hader intelligente kvinder”. En af skuespillerne bemærker tørt om sit køn, at kvinder i det mindste ikke mere bliver brændt på bålet...

De slagfastes kvinder driller med mellemrum publikum. Uforudsigeligt, og sprængfyldt med kreativ energi kommer de ned fra scenen, og dukker vidunderligt nærværende op mellem tilskuerne.

Stykket har også et bud på myten om ”den lykkelige luder”. En sygeplejerske med et bijob som prostitueret konstaterer, at hun ikke sælger sin krop, men bare seksuelle ydelser. Så kommer den strømlinede karrierekvinde ind på scenen, hun kaster skråsikkert og med hattedamemanér tyndslidte managementklicheer af sig. Blandt andet om ”kompetencer og netværker”. Monologen afrundes med, at publikum bydes velkommen til ”Guldskørternes klub”.  Underforstået: succeskvinderne i erhvervslivet.

Der bliver talt om (den manglende) ligeløn og lige arbejde. ”Vi kvinder elsker at skifte bleer” bemærkes det ironisk, og der bydes på en smuk og vemodigt fremført monolog om at være gravid kvinde af anden etnisk herkomst. Hun erkender, at den perfekte muslimske kvinde og det perfekte muslimske barn ikke eksisterer. Monologen afslutter med, at skuespilleren placerer sig i scenens hængekøje, for at ”tænke over tingene”. Som gravid og arbejdsløs.

En af forestillingens højdepunkter er, da der i en dialog føres en retssag om prostitution op og ned ad en wienerstige. Symbolikken er ikke til at tage fejl af.

Man keder sig ikke et øjeblik under denne forestilling, hvor de herlige tekster, der  er skabt i et samarbejde mellem instruktør og  forfatter Jørgen Nordenhof og skuespillerne, giver tilskueren tonsvis af eftertanke og muntre oplevelser med hjem. Musikken glider elegant ind i forestillingen og stykkets udskejelser fra en dramatisk godtepose uden feministiske løftede pegefingre giver appetit på mere fra De Slagfaste.