Michael Endes bog "Momo og tidstyvene" er blevet bearbejdet til en opera for børn fra otte år og opefter og spiller på Den Kongelige Operas store scene.

Bibi-girl var et genialt, komisk, karrikeret billede på den moderne forbrugerisme.

Handlingen tager udgangspunkt i en lille by, hvor alle har masser af tid. Den forældreløse pige Momo er stukket af fra et børnehjem og søger tilflugt ved amfiteateret, hvor byens beboere er samlet. Her møder hun gadefejeren Beppo, historiefortælleren Gigi og barberen Fusi. Momo har en særlig evne, som de alle lægger mærke til. Hun er fantastisk god til at lytte.

En dag mærker Momo en gyselig indre kulde, som skyldes, at de grå herrer er dukket op. De grå herrer kommer fra Tidssparekassen og vil stjæle folks tid, fordi tid er penge. De forærer Momo en Bibi-girl dukke, som bare vil have nye ting og er elendig til at lege.

Alle de voksne i byen bliver lige så grå og travle, som de grå mænd, og der er intet sjov tilbage. Momo får hjælp af Mester Hora og skildpadden Kassiopeia i forsøget på at redde dem alle, så livet kan blive fyldt af farver, fantasi og masser af tid.

Fat i tidens emner

Det er ikke den nemmeste opgave at gøre genren opera tilgængelig og interessant for børn. Stor ros til Den Kongelige Opera for at kaste sig over opgaven.

Inden forestillingen var der mulighed for at høre en introduktion til "Momo og tidstyvene" specielt henvendt til det yngste publikum, så de fik lidt baggrundsviden om historien, og introduktion til hvad der kendetegner opera. Det er en god idè at deltage, det tager knapt 20 minutter og er inkluderet i billetprisen.

Min ni-årige ledsager havde mange gode ting at sige efter forestillingen, om at scenografien var flot, historien spændende især i anden akt og musikken interessant og anderledes. Hun synes, at det uhyggeligste var Bibi-girl og skildpadden den mest nuttede. Tre andre adspurgte børn, syntes ligesom hun, at det var en god oplevelse.

Scenografien var virkelig flot, spændende og vellykket. Ligesom kostumerne undertregede scenografien tydeligt forskellen på byen før og efter mødet med de grå herrer. Skildpadden var bestemt også den mest nuttede, hvorimod Bibi-girl var et genialt, komisk, karrikeret billede på den moderne forbrugerisme.

De udøvende kunstnere sang storslået og leverede tydelige figurer. Men den musikalske komposition var for bombastisk og manglede lyriske og harmoniske sekvenser. Den ramte mig aldrig rigtigt følelsesmæssigt.