Nogen påstår, at William Shakespeare aldrig har levet. Andre påstår, at han ikke skrev de skuespil, som tillægges ham. Efter to timer og 10 minutter i selskab med Guiseppe Verdis opera Otello på Den Kongelige Opera er det en fuldstændig ligegyldig detalje.

Det går som smurt i olie for Cyperns nye, magtfulde guvernør Otello, der netop udsendt af dogen i Venedig tilføjer tyrkerne et smerteligt nederlag efter et drabeligt søslag. Solen skinner i sandhed på denne ædle mand, som er omgivet af lutter brave folk: kaptajn Cassio, hans højt elskede hustru Desdemona og hans trofaste rådgiver, fændrikkken Jago.

Men Jago er ikke, hvad han giver sig ud for. Han er pissesur over, at han ikke blev kaptajn. Så han lægger en plan, der udelukkende bygger på Otellos eneste kedelige karaktertræk: Den sygelige jalousi. Han får ved snilde og ondskab Otello til at tro, at Cassio bedrager ham med Desdemona, og det er mere end denne milde leder kan bære. Han kapper jordforbindelsen og går fuldstændig bananas.

Instruktør Nicola Raabs genistreg er hendes Jago-figur. Han er stykkets skurk, jovist, men han er også et almindeligt menneske, vildledt af kirkens ammestuesnak om arvesynd og evig fortabelse. Jagos reaktion er et farligt opgør med religionen: Han bliver nihilist. Hvis mennesket intet kan gøre for at ændre sin skæbne, kan det lige så godt udnytte enhver lejlighed til at styrke det vaklende ego og rage til sig.

Med Otello giver Den Kongelige Opera sig i kast med et mægtigt projekt: Tre operaer med tekst af Shakespeare, musik af Guiseppe Verdi og én fælles scenografi af den britiske scenograf Ashley Martin-Davis. Det sker i anledning af 200-året for Verdis fødsel og Shakespeares 450-års fødselsdag. Den 19. oktober er det den tvivlagtige skælmefigur Falstaff og den 14. november er det den svage tyran, Macbeth.

Den Kongelige Operas opsætning er stor, stor kunst med musik, der går til hjertet og en handling, der får kriminalserier som Forbrydelsen og Broen til at ligne ammestuefortællinger. Otello er djævelsk ondt, smertefuldt smukt og forløsende ægte opera i en utrolig scenisk ramme. Kom bare an med Falstaff og Macbeth.