En ovefladisk gennembladring af Arne Herløv Petersens seneste novellesamling "Usømmelig omgang med fjerkræ" med undertitlen "Variationer" vil vise, at han er blevet religiøs på sine gamle dage.

Som en slags kosmisk guide bruger Arne Herløv Petersen de 25 noveller som lygte på turen gennem menneskets åndelige udvikling.

Det starter med Syndefaldet og uddrivelsen af Paradisets Have. Titelnovellen fortæller tilsyneladende historien om Maria, Josef og Jesu' undfangelse.

Men skindet bedrager. Som en slags kosmisk guide bruger Arne Herløv Petersen de 25 noveller som lygte på turen gennem menneskets åndelige udvikling. Redskabet er venlige omskrivninger af historiens fortællinger, myter og anekdoter. De danner tilsammen en slags testamente, hvor forfatteren har samlet sin livsvsdom i en gendigtning af mennesket på godt og ondt. Det gode, det skønne og det sande over for syndens og syndernes segl: svigt, hovmod, jalousi, hævn...

Som historien om "Tårnet", der fortæller om dengang, da Gud spredte mennesket for alle vinde og slog det med uforståelige sprog, så de mistede evnen til at tale sammen: "Vi er skabt af Gud, og Gud blev misundelig på sit skaberværk. Gud sad i sin Himmel og skumlede", begynder den. Her er Arne Herløv Petersens pointe, at Gud tog grueligt fejl, fordi kunsten og kærligheden til enhver tid er synd, skyld og skam overlegen.

Det lyder altsammen meget højtravende, men det er det langtfra. Arne Herløv Petersen skriver et jævnt dansk, når han da ikke parodierer De Gamle Skrifters højtidelige og sirlige sprogbrug. Det er det levende, nutidige menneske over for fortidens overleveringer, og derved bliver myterne både til gammel sandhed og nutidig erkendelse.

Der er mange kloge observationer i "Usømmelig omgang med fjerkræ", selv om det ikke altid står lysende klart, hvor Arne Herløv Petersen vil hen. De enkelte noveller er ikke længere, end at man som læser kan bruge den tid, det tager at forstå, hvad fanden Arne egentlig vil med lige denne lignelse. Og ellers kan man jo bare læse dem én gang til.