Udover, at skuespiller Henrik Prip var ved at komme grueligt i klemme i loftets hejseværk, da han skulle tone ud i den allersidste scene af stykket Mungo Park - rejser i det indre Afrika, klappede alt som det skulle.

Rejsen var den første på den tid, hvor befolkningen i Vestafrikas indre for første gang mødte en hvid mand – uden at dræbe ham.

Mungo Park-teatrets forestilling om den skotske opdagelsesrejsende af samme navn, der tager til Vestafrika i 1798, er teknisk set fejlfri, skuespillerne er skarpe og scenografien udfordrende dogme-agtig.

Historien om Mungo Park, der i alder af 24 år drager mod Vestafrika for at finde den sagnomspundne by Timbuktu og floden Nigers udløb, er egentlig ret interessant. Rejsen var den første på den tid, hvor befolkningen i Vestafrikas indre for første gang mødte en hvid mand – uden at dræbe ham.

Imperialistisk skråsikkerhed

Fantastisk er scenen, hvor en lokal afrikanerkonge ikke aner, hvad Europa og England er. Vestens selvbevidsthed totalt udfordret? Et hip til vore dages imperialistiske skråsikkerhed?

86 år efter Mungo Parks opdagelser i Vestafrika sætter blandt andet regenter for Tyskland, Frankrig, Portugal, Belgien og Storbritannien sig til bordet ved Berlin-konferencen i 1884 og finder en lineal frem, som de opdeler Afrika med, så alle får en luns af det råstofrige kontinent.

Men instruktøren Martin Lyngbos beslutning om at skære hele 40 minutter af det oprindelige teaterstykke, der var på teatrets repertoire i 2006-2009, er ikke så vellykket. I ren iver efter at fortælle samme historie på 90 minutter i et forrygende tju-bang-tempo drukner persontegningen.

Vi ville især gerne vide meget mere om de følelser, Mungo Park (Henrik Prip), har, da han står overfor truslen om afrikanske stammekrige, 1200 britiske soldater som rejsekammerater, de britiske aristokraters (skjulte) tørst efter Timbuktus guld og mødet med fremmede kulturer og dusinvis af nye sprog.

Udfordrer scenerummet

Historien om Mungo Park ikke egnet til en sådan "action-fortælling", hvor vi på få sekunder bliver bedt om at forestille os Vestafrikas fugtige hede og Niger-flodens mudrede søle, for blot at blive afbrudt af en ny handling i historien.

Alligevel. Mungo Park i Allerød skal have af hjertet tak for sin måde at udfordre scenerummet på med særdeles velvalgt lyssætning, fantasifuld drejeskive og knaldskarpe rolleskift, solide skuespilpræstationer og indlevende mundtlig fortælling som et af udtryksmidlerne.