”EU hæmmer fremtidige danske generationers evne til at bibeholde velfærdsstaten og sikre både job og et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv. Suveræniteten fosser ud af statskassen, men medierne blotlægger den sjældent, før skaden er sket”.

Det centrale problem er, at vi som journalister i Bruxelles opererer i en slags todimensionel verden, kun befolket af os selv og folk, der er EU begejstrede.
Erik Høgh-Sørensen.

Således skriver Ritzaus mangeårige korrespondent i Bruxelles, Erik Høgh-Sørensen, i sin nye bog ”Mod vinden. Danmarks plads i Europa”.

For undertegnede er EU stoffet almindeligvis lidt tørt, men Høgh-Sørensens bog er alt andet. Den er informativ, velskrevet og underholdende, og han giver et grundigt og let forståeligt indblik i, hvorledes diverse traktater bliver til og i sidste ende påvirker alle danskeres hverdag. Og han analyserer, klart og tydeligt, hvorledes de danske EU forbehold påvirker vores dagligdag.

Mediernes lemfædighed

Samtidig er han yderst kritisk over for, hvad han kalder de ”danske mediers lemfældige og tendentiøse dækning af unionen”.

Gennem hele bogen ristes de danske journalister der dækker EU. Vi hører om, hvorledes Ritzaus journalist dagen efter Danmarks nej i 1992 ringer til kommissionens formand, Delors, og siger: ”Jeg vil gerne undskylde på min nations vegne”. Og vi hører om Politikens chefredaktør, der slog til lyd for at afskaffe folkeafstemninger.

”Det centrale problem er, at vi som journalister i Bruxelles opererer i en slags todimensionel verden, kun befolket af os selv og folk, der er EU begejstrede”, skriver Høgh-Sørensen.

Han nævner blandt andet, at da næstformanden Reding i januar 2014 foreslog, at Europavalget i maj skulle handle om for eller imod Europas Forenede Stater, var det kun ”Arbejderen og denkorteavis.dk der uden held forsøgte at skabe en debat om Redings åbenhjertige udspil”.

Fejl og svindel

Høgh-Sørensen beskriver også Muhammedkrisen og han er hård ved det danske udenrigsministerium og dets diplomater, men undskylder disse med, at ”det er ikke fair at sige, at danske embedsmænd og ministre altid lyver, når Danmark ender i rollen som EU’s gulvmåtte. Nogle gange befinder et lands repræsentanter sig blot i en boble af uvidenhed om, hvad de andre lande virkelig mener. Således forekom det danske diplomati i Bruxelles under Muhammedkrisen at befinde sig i en rosenrød og parfumeret boble med liflig champagne og lækre Ferrero Rocher-kugler ad libitum”.

På positiv siden finder forfatteren noget overraskende Danmarks tidligere EU-kommissær Marianne Fischer Boel, som han mener fik ryddet væsentligt op i diverse landes ranen ulovlige tilskud til sig.

Han nævner, hvorledes Slovenien fik EU støtte til dobbelt så mange køer, som landet havde, hvorledes græske landmænd havde sugerøret ulovligt i EU-kassen, og hvorledes Grækenlands magthavere omgik unionens regler om statsstøtte. Eksempler står i kø og er agitationsvelegnede.

Forfatteren mener, at Danmark kunne gøre mere for at afskaffe landbrugsstøtten, men det sker ikke, fordi de folkevalgte og især embedsmændene ikke tør, fordi ”de som små Jesus‘er på vejen mod Golgata bærer rundt på den psykologiske byrde, det for dem er, at Danmark har fire EU forbehold”.

Bogen er spækket med lystige og sørgelige historier om inkompetence og svindel. At de danske EU parlamentarikere flere gange har stemt forkert og derefter siger: ”fejlen vil blive rettet”. Men realiteten er bare, ”at stemmetallene står mejslet i sten. Dem kan der ikke ændres på”. Bogen har mange groteske eksempler på disse fejl.

Suverænitet

Vi får historien om, hvorledes Schlüter skingert erklærede ”unionen er stendød” for bagefter sammen med Venstre Elleman-Jensen at lancere den mest vidtgående EU traktat.

Da Frankrig i 2005 stemte nej til unionsgrundloven, blev den franske præsident spurgt, om Frankrig, som Danmark og Irland, også skulle stemme om, var svaret ”omstændighederne var helt og holdent forskellige”.

Bogens forfatter spørger: Kan man tillade sig at sammenligne suverænitetsafgivelse til et nazistisk diktatur med suverænitetsafgivelse til EU? Og svarer ja. Det betyder man kan sammenligne Fogh, Nyrup, Løkke Rasmussen og Thorning med landsforræderen Scavenius fra besættelsestiden. Forfatteren mener dog, at denne sammenligning er ’fornærmende uretfærdig mod Scavenius’.

Forstenet i enfoldighed

Denne signatur har kun en anke mod bogen. Høgh-Sørensen gør retfærdigvis meget ud af, at han ikke ”repræsenterer nogen organisation, noget parti eller nogen virksomhed”. Men når han eksempelvis i afsnittet om Marianne Fischer Boel skriver ”hun endte med at blive Danmarks mest effektive kommissær nogensinde – en superkommissær, der leverede resultater, som ikke kun var til dansk fordel”, ville det måske have været en fordel, om forfatteren havde været medlem af et parti, der så klassemæssigt på tingene. Er en sejr for et land en sejr for alle landets indbyggere?

Trods denne anke så er bogen skrevet med ”en whistleblowers indsigt, en outsiders perspektiv og 25 års erfaring”, så også folk som selv undertegnede kan forstå, at det europæiske samarbejde er ”forstenet i enfoldighed”.

Efter endt læsning, sidder man beskæmmet tilbage med et grimt billede af et EU, der vil så meget, men hvis aktører er en flok opportunister og karrieremagere, og de, der skal dække det, er en flok sjuskehoveder, der er til fals.

Bogens mange anekdoter og portrættet af personer, vi oftest kun kender fra tv, er topunderholdning med indhold. Bogen er en superkritisk rapport fra EU, som bør læses af alle politisk interesserede. For EU-modstandere er bogen en ammunitionskasse, der kan bruges op til valget den 25. maj.