Kunstnerkolletivet Sort Samvittighed står for anden gang på scenen på Skuespilhuset i København med stykket Tove! Tove! Tove! om digteren og forfatteren Tove Ditlevsens liv.

Rystende og smukt billede af Tove Ditlevsens omtumlede liv.

Efterspørgslen på at se eller gense stykket fra 2015 er så stort og kommer i 100-året for Tove Ditlevsens fødsel i et arbejderkvarter på Vesterbro.

Publikum var atter ellevilde. 42 år efter Tove Ditlevsens selvmord eksisterer der stadig en dyb fascination, ja kærlighed, til Tove Ditlevsens hudløshed i forfatterskabet.

Arbejderpige

Grunden er klar. Hun var en bundærlig arbejderpige, der, selv om hun var brudt ud af sit miljø og steg klassemæssigt, altid var solidt forankret i sin egen baggrund. Hun beskrev arbejdernes vilkår på Vesterbro, børnenes og kvindernes liv, de fattige og udstødte eksistenser og luderne på Istedgade. 

Da hun blev begravet i 1976 blev hun fulgt af sit største og mest trofaste publikum: Tusindvis af arbejdere på Vesterbro, hendes egen "slægt" mødte op omkring kirken og gav hende en afsked, som ingen anden dansk forfatter har fået siden Martin Andersen Nexø.

De fem kvinder fra Sort Samvittighed giver et rystende, men også smukt billede af forfatterens omtumlede liv. Især musikken er iørefaldende. Stor ros til komponisten Jeanett Albeck. Men det er også dybt originalt at lade alle fem kvinder på scenen iføre sig ens Tove Ditlevsen-parykker og spille den samme rolle, så vi fik præsenteret et meget alsidigt billede af hende.

Man føler gnisten

Det er fascinerende men også forstemmende – at følge Tove Ditlevsens fire eller fem skilsmisser, alkohol- og narkomisbrug på scenen. Men vi får alligevel den fantastiske gnist at mærke, som levede i hende, trods alt. Ordene i digtet "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø" er nærmest et omdrejningspunbkt for hele denne store kunstneriske oplevelse.

Men det kunne have været enormt spændende, hvis folkene bag Tove! Tove! Tove! ville sætte mere fokus på årsagen til Tove Ditlevsens livskriser. Det var jo ikke kun på grund af seksuelt misbrug som barn og en forfærdelig skolegang på Enghave Plads Skole, at hun krakkelerede som menneske.

Selv beskrev hun jo gang på gang spændingerne mellem de sociale klasser. Hun var arbejderbarnet, som på grund af sit kæmpetalent for at skrive, endte blandt elefanterne i det frie og på mange områder ekperimenterende, men ret borgerlige kulturadikale miljø.

Hvad gjorde det ved hende?