"At spille en kvinde, der har så stor betydning for så mange mennesker, lægger en del ansvar på skuldrene af en". 

Paprika Steen og Lars Brygmanns samspil gennem tårer, vredesråb og latter er simpelthen uden sidestykke.

Sådan sagde skuespilleren Paprika Steen før premieren på teaterstykket "Toves Værelse – Tove Ditlevsens sidste kærlighed" på Folketeateret i København.

Dette ansvar påtager Paprikas Steen sig med stor succes. Hun er simpelthen Tove Ditlevsen!

Fra arbejderkår

Paprikas Steen har helt ret i, at Tove Ditlevsen havde stor betydning for mange mennesker. Ved Ditlevsens begravelse for 40 år siden – i 1976 – viste det sig, hvem der var hendes største og mest trofaste publikum: Arbejderne på Vesterbro, hendes egen "slægt" mødte op omkring kirken på Enghave Plads i tusindtal og gav hende en afsked, som ingen anden dansk forfatter har fået siden Martin Andersen Nexø.

De sagde farvel til en arbejderpige, der, selv om hun var brudt ud af sit miljø og steget klassemæssigt, altid var solidt forankret i sin egen baggrund.

Vel bragte Tove Ditlevsens forfatterskab hende opad på den sociale rangstige og ind i det frie og på mange områder ekperimenterende kulturadikale miljø, men arbejderbarnet sad dybt i hende og hendes angst greb om sig.

Flot samspil

I "Toves Værelse – Tove Ditlevsens sidste kærlighed" følger vi forfatteren og hendes fjerde og sidste ægtemand, Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen (Lars Brygmann) i deres stormfulde forhold.

Tove Ditlevsen var langsomt blevet narkoman for at dulme sin angst. Hun var ramt af gentagne depressioner. Hun var ensom, manglede selvværd.

Paprika Steen og Lars Brygmanns sammenspil – gennem tårer, vredesråb og latter – er simpelthen uden sidestykke. Nogle skuespillere har en helt uovertruffen indbyrdes kemi. Det har de to vist flere gange.

Stine Martinsens scenografi er enkel og projektorens "rystede" grå kulisser symboliserer ganske godt det helt igennem kaotiske samliv.

Andreas Jebro spiller Klaus Rifbjerg, mens Sarah Boberg ses i rollen som husholderske. Hendes få velvalgte replikker viser, at en skuespiller ikke behøver masser af plads og replikker for at gøre sig gældende.

Eneste lille anke til stykket er, at pausen mellem de to akter virker for abrupt. Anden akt er faktisk meget kort. Pausen afbryder et intenst og sammenhængende forløb, som skuespillerne har opbygget.

Men ud over det, så er her mine dybeste anbefalinger til at se dette stykke.