Den ældre kvinde i busskuret på Frederiksberg Allé lige uden for Betty Nansens Teatret var ikke i tvivl: "We are not amused", snerrede hun til sine to veninder. Alle tre var netop sluppet helskindet væk fra premieren på den japanske dramatiker Yokio Mishimas ordrige stykke  "Madame de Sade".

Det er svært at chokere publikum med seksuelle eskapader, når de er så gennemsigtige som de, der blev begået af den berygtede Marquis de Sade (1763-1814). Om den snerrende dame havde forventet noget mere lårknibende provokerende eller om hun mest er til missionærstillingen, fortæller historien intet om. Men ret skal være ret: "Madame de Sade" var en kæbegaber.

Det skyldes ikke skuespillerne. Sonja Richter som den skrøbelige efterladte hustru, Kirsten Olesen som hendes bigotte og handlekraftige mor, og debuterende Molly Blixt Egelind som den vilde datter og lillesøster gør, hvad de kan for at få styr på den japanske ordflom i Josefine Klougarts oversættelse. Med sig har de Marie Louise Wille, Cecilie Stenspil og Sonja Opppenhagen, og ikke et ondt ord om deres præstation i Stefan Larssons stramme instruktion og Rufus Didwizus' minimaliske scenografi.

Snarere ligger forskellen i vestlig og østlig opfattelsen af grusomhed. I europæisk filosofi er åbenlys mishandling et brud med kristendommens næstebudskab. Marquis de Sade overtræder adelens ridderlige etik med sin åbenlyse jagt på den ultimative pirring. For Yukio Mishima, der har rødder i den japanske naturtro – shinto –  er grusomhed og ydmygelse en del af pakken. Derfor diskuterer personerne i "Madame de Sade" ikke, om marquis'en har ret til at gøre de ting, han gør, men om hans trofaste hustru vil tilgive ham. Det vil hun ikke, da det går op for hende, at han er blevet grim!

Yukio Mishimas liv var præget af hans homoseksualitet i et rigidt samfund. For ham blev kroppens martyrium en del af livet. Den  25. november 1970 stormede han sammen med fire medlemmer af den paramilitære sekt, han havde grundlagt for at genoprette det japanske kejserdømmes krigsære, Forsvarsministeriet. De tog den øverste general til fange, og efter at have oplæst et manifest fra ministeriets balkon, begik han rituelt selvmord.