I begyndelsen er søens blanke overflade og vandet fra den store flod, som er alt livs forudsætning for mennesker, tamdyr og junglens vilde dyr. Overalt i Afrikas største land, Den Demokratiske Republik Congo, der også har heddet Zaire, slynger floderne sig gennem et landskab, der låner sin frodighed fra vandet.

I sin mest hektiske fase kæmpede 30 bevæbnede militser, forbundet i et spindelsvævstyndt netværk af ustandseligt skiftende alliancer, i Congo.

Bagved vandet raser en krig – en usynlig krig, som har kostet 5,4 millioner mennesker livet siden 1998. Krigen, der også kaldes Den Afrikanske Verdenskrig, skulle være officielt afsluttet i 2003. I sin mest hektiske fase kæmpede 30 bevæbnede militser, forbundet i et spindelsvævstyndt netværk af ustandseligt skiftende alliancer, i Congo.

Med fredsafslutningen i 2003 endte den borgerkrig der hærgede hele Congo, siden præsidenten gennem 32 år, Mobuto Sese Seko, blev styrtet i 1997. Men krigen i det østlige Congo er fortsat, blandt andet mellem hutsier og tutsier fra grænselandene Rwanda og Burundi, og den synes at kunne fortsætte i det uendelige. Congos regeringenshær slås stadig mod 20 oprørshære – og krigens første offer er ikke blot sandheden men især den lokale befolknings menneskerettigheder.

Krig i lyserødt

Det nordsjællandske kunstmuseum Louisiana fandt i 2013 værket "The Enclave" på Venedig Biennalen, hvor udstillingen repræsenterede Irland. "The Enclave" er et foto-/videoværk om krigen i Congos østlige Kuvo-provins, udført gennem tre år af den irske kunstner Richard Mosse.

Richard Mosse er ikke atelierkunstner i klassisk forstand, men skaber ofte sine værker i områder, der normalt er forbeholdt krigsfotografer. Han rejste i 2010-2011 flere gange til Kuvo-provinsen, der grænser op til Rwanda og Burundi, og hvor de blodige kampe mellem hutuer og tutsier fortsætter. Resultatet var fotoværket "Intra", der dokumenterer paramilitære gruppers krig i områder, hvor vestlige journalister ikke har vovet sig ind.

"The Enclave" er et foto-/videoværk om krigen i Congos østlige Kuvo-provins, udført gennem tre år af den irske kunstner Richard Mosse.

To år senere vendte han tilbage til Kivu-provinsen, denne gang udstyret med en masse kontakter og ikke mindst de formentlig sidste ruller af den amerikanske militære overvågningsfilm Kodak Aerochrome, der blev udviklet i de tidlige 1940'ere til at filme skjulte soldaters camouflage. Filmen, der får grønne planters naturlige løv til at blive lysende pink, udgik i 2009.

For Richard Mosse blev netop denne evne til at fremhæve det skjulte kernen i hans kunstneriske projekt, der på én gang dokumenterer og farver virkeligheden. Han vil fortælle historien om vor tids mest oversete konflikt i en slags psykedelisk farvepalette. De grelle pink farver fra de mange ukendte soldaters grønne uniformer, fra sletternes græssende køer og fra flodbredernes vilde frodighed, står i skærende kontrast til den rædsel, der skjuler sig nedenunder.

Krig, nedslagtning og sex

"The Enclave" består af to dele. Den ene er en udstilling med store fotostater – en slags stills af det område, hvor krigen hærger. I den anden del viser seks videoskærme i ety stort, mørkelagt rum i konstant skiftende billeder seks forskellige billedspor, tilsyneladende uden nogen filmdokumentarisk sammenhæng.

Over en kvart million kvinder er blevet offer for en eller gentagne voldtægter. 

Med undtagelse af en enkelt scene er intet iscenesat. Det er rigtige mennesker, der bliver myrdet, forfulgt og undertrykt af den eneste magt, som krigen kender – geværløbets munding.

Der er tilsyneladende ingen indre logik og sammenhæng i denne krig. Congo og ikke mindst de østlige provinser er rige på mineraler, der blandt andet bruges til produktion af mobiltelefoner, men udvindingen er ikke organiseret. Dertil er området alt for ustabilt. Snarere er det krig som tilstand, som i de oldgamle fetish-ritualer, som soldaterne gennemgår og som skal beskytte ham mod dødens kugler.

Det er også magt som brød og skuespil ligesom i det gamle Rom, magt gennem gulerod eller stok. Krigsherre efter krigsherre kysser sine undersåtter, voldtager de besejredes kvinder og myrder deres brødre. De hylder deres soldager med tapperhedsmedaljer, afholder hiphop-konkurrencer eller belønner  de kvinder, der frivilligt stiller deres kroppe til rådighed for den øjeblikkelige sejrherre.

I denne grusomme blanding af racisme, massakrer og seksuel undertrykkelse er kvinderne krigens største tabere. De behandles som dyr, deres mænd myrdes og parteres for deres øjne, før de selv bliver voldtaget. Over en kvart million kvinder er blevet offer for en eller gentagne voldtægter. Fornedrelsen af fjendens kvinder er vejen til at svække fjendens soldater.

Vesten fastholder krigen

Congo er et kludetæppe af etniske grupper. De største grupper mongo, luba, kongo og mangbetu-azande udgør 45 procent, mens andre afrikanske stammer, mere end 200, udgør 55 procent. Det blev skabt af linealer, da Europas gamle magthavere delte verden op imellem sig i Berlin-konferencen 1884-1885.

Coltan fra Østcongo har hovedrollen i Frank Poulsens dokumentarfilm "Blod i mobilen", der blandt andet har fået telefongiganten Nokia på tæerne.

For mange vesterlændinge er området ved Viktoria-søen selve sindsbilledet på "det mørke Afrika" med sin junglov, sine eksotiske planter, mytisk magiske ritualer – og sin vældige rigdom. Fra fortællingen om Kong Salomons Miner og Joseph Conrads "Mørke Hjerter" (1899) over Tarzan (1912) til "Tintin i Congo" (1931) er det store land symbol for urinstinktet – farligt, primitivt. Det var her Livingstone forsvandt og blev fundet af Stanley, der til dagligt arbejde som slavepisker.

Den belgiske konge Leopold den Anden fik på Berlinerkongressen i 1884-1885 foræret det enorme område på størrelse med Vesteuropa, og som rummede 240 forskellige sprog, som sin private ejendom, mod at han ellers blandede sig uden om. Den handel gjorde kongen til en meget rig mand, for Congo besad alt – gummi, slaver, guld, kobber, uran, kobolt, store skove.

Senest er sjældne mineraler som kassiterit og coltan kommet højt på udenlandske industriers ønskeliste. Coltan fra Østcongo har hovedrollen i Frank Poulsens dokumentarfilm "Blod i mobilen", der blandt andet har fået telefongiganten Nokia på tæerne. Mineralerne udvindes på oversiden af bjergene ved primitiv minedrift med hakke og plov.

Malmen betales til lokale krigsherrer som beskyttelsespenge, og bruges til at opbygge og udbygge hærerne. De sælges videre til mellemhandlere og ender på centrale markeder, hvor vestlige virksomheder køber dem i dyre domme og derved er med til at fastholde krigen og fortsætte dens rædsler.

Det er dele af den den komplekse virkelighed, som Richard Mosse skildrer gennem sine uvirkelige, tilsyneladende tilfældige billedspor. Krigens æstetik flyder sammen med befolkningens lidelser. Når filmen er færdig og det sidste fotografi er pillet ned, dør de stadig i Østcongo.