"Romeo & Julie" er ganske banal. I en lille by med to store familie-egoer møder den ene families søn den andens datter. Pling siger det - og så har vi balladen. Og nok er kvindelist uden ende, men noget går ravruskende galt. De to hjerteforstyrrede teenagere kradser af, helt i overensstemmelse med moralen i 1500-tallets slutning, hvor børn ikke slap afsted med at snyde deres forældre. Ingen Happy Ending hér!
Teater Asterions Hus på Refshaleøen kan godt lide fysisk teater, så de har - med én vigtig undtagelse - skrottet Shakespeares vidunderlige dialoger. Instruktørne Peter Frost og Emil Hansen har i stedet minimaliseret den gamle tragedie om forelskelsens rus og familiens snærende bånd til "24 scener, 24 livtag, 24 omveje og 24 hyldester til kærlighedens mange ansigter og slutninger", som det hedder i pressemeddelelsen. Det er her trillebørerne og de andre haveredskaber kommer ind i billedet. Talemåden "at kalde en skovl for en skovl og en spade en spade" får her en ganske anden betydning, og så er en spade et glimrende mordvåben.
Herlig er scenerne, hvor Tilde Knudsen og Martin Ammundsens går i dialog med publikum om forelskelse og følelser. Inden nogen kan nå at sige "hormonforstyrrelser" er der dømt damebladssnak. Det er rigtig sjovt. Det samme er trillebørernes kamp og den yderst spektakulære afslutning, hvor go'e gamle William Shakespeare får det sidste ord:
Se nu, øjne, for allersidste gang og luk jer op til sidste favntag, arme.
I læber, I åndedræts port, besegl nu her med et retmæssigt kys.
Jeg kysser dine læber, måske der endnu klæber gift ved dem,
din mund er varm, din gift er stærk, nu dør jeg i et kys.
Det var så undtagelsen - den ene sætning, der videregiver Shakespeares enorme menneskelige indsigt. Ifølge Asterions Hus er forestillingen blevet skabt på gulvet efter improvisationer og undersøgelser af, hvordan man opsætter Shakespeare uden at give det talte ord forrang for det kropslige udtryk. Man burde nok have gravet et spadestik dybere i den gamle mesters verbale skatkiste. Redskaberne var i hvert fald ved hånden.