Vi kender ham godt, vennen, kollegaen, kammeraten, der drøner stresset rundt og ikke under sig selv 10 sekunders ro for at få overblik. Han er kort sagt stresset - et kendt fænomen i dagens Danmark. Det var det også i 1723, da den norsk-danske dramatiker, historiker, jurist, filosof og skolemand Ludvig Holberg (1684-1754) skrev komedien "Den Stundesløse", der lige nu går på Folketeatret.

Holberg debuterede året før som dramatiker med "Den Politiske Kandestøber", "Jean de France" og "Jeppe paa Bierget" i 1722 og året efter "Barselstuen", "Jacob von Tyboe", "Erasmus Montanus" og "Den Stundesløse". De var inspireret af den franske dramatiker Moliére (1622-1673) og skrevet til Det Kongelige Teaters forløber, teatret i Lille Grønnegade.

Publikum elskede straks hans skarpe pen, fordi hans figurer er hentet fra det virkelige liv, og denne kloge og berejste mand skrev sig snart ind i selve den danske folkesjæl. Efter næsten 300 år er hans stykker stadig friske, og det er ikke mange dramatikere forundt.

Vi elsker, at hans kvinder er enten kloge eller forelskede, mens mændene altid er dumme som brædder. Mens de med deres stupide hersker-logik vælter rundt som en elefant i en glasbutik, så rager deres kvinder kastanjerne ud af ilden.

Således også i Den Stundesløse, hvor Cecilie Stenspil lægger nye alen til den klassiske Pernille-figur. Denne handlingskraftige, intelligente og snu datter af folket drejer sit herskab og andre opblæste narrøve en knap, når de behandler deres unge døtre som en handelsvarer og vil giftedem væk til tørre pedanter for at gøre et godt parti.

Herr Vielgeschrei (Henrik Kofoed) vil gifte sin datter med en bogholder, der kan passe hans forretninger. En giftesyg kokkepige (Sonja Oppenhagen), bogholderens opblæste far (Ole Thestrup) og den smarte Oldfux (Tom Jensen) driver lystigt stykkets intrige frem i Søren Iversens fine instruktion.

Folketeatrets "Den Stundesløse" er dybt folkeligt. Det er kosteligt morsomt og vidunderligt teater med drøje hug til stresserne, der tror de er så vigtige, men som aldrig får udrettet noget som helst. Det kunne jo være os selv.