Der er garanti for drama og vibrerende følelser, når Kira Skov går i studiet eller på scenen. Sidste år hyldede hun i mesterværket Memories of Days Gone By jazzens store, sorte dronning, Billie Hollyday - anmeldt i Arbejderen den 1.november 2011.

Nu er turen kommet til filmens store mørke mester, den svenske instruktør Ingmar Bergman. Hans mesterværk fra 1966, Persona, har inspireret Kira Skov til at slå sig sammen med en gammel musikalsk kending. Det er sanger, guitarist, sangskriver og komponist Peter Peter. Han gjorde den danske punkscene usikker med Sods/Sort Sol fra 1977 til 1995.

Efter en længere fødselsproces er deres fælles projekt, Persona, aktuel med Epiphanies of Grandeur. De 11 numre er skrevet og sat i musik i en slags pingpong mellem de to kunstnere og medlemmer af bandet. Resultatet er en højspændt vandring mellem "weltschmerz" - verdenssmerte - og tungsind.

Værket, hvis titel kan oversættes til "guddommelige åbenbaringer af storhed", ruller gennem et melodramatisk, tåget, til tider paranoidt mørkelandskab, på jagt efter selv det mindste lysstrejf.

"On a sacred bed of clay I lay/ The winds shall part and thunder brougth the sleeping sparks alive" (Jeg ligger på et helligt leje af ler/ Vindene vil forsvinde, og torden bragte de sovende glimt til live) synger koret i Blush Like Winter. Det er den universelle kamp mellem lys og mørke, søvn og liv, godt og ondt.

Udfordringen for en så dyster indsigt er at finde en balance mellem universel verdenssmerte og personligt tungsind, for hvem styrer: Du eller smerten. Mens den kollektive smerte kan lindres og årsagerne sågar fjernes, tilbyder  tungsindet ingen vision.

Epiphanes of Grandeur rummer kun få løsninger opad. Derfor ender Persona med at fremstå som destruktivt og deprimeret, frem for konstruktivt og opløftende. Kira Skovs smukke stemme er oftest vredet til ukendelighed i dette mareridtets lydrige, der domineres af elektronisk støj og effekter på en tungt, fremadskridende rytmebund af trommer og bas.

Glimtvis trænger spindelvævstynde sekvenser af skønhed og harmoni igennem, men kun i spredte glimt. Grundlejet ligger for lavt til at indgyde håb. Planter dør uden vand og lys, og den naturlov gælder også Personas værk.

Slutnummeret In a Dream er et råb om at fjerne de sorte skygger, der har lagt sig om dette univers, og om at frigøre sig fra mørkets lammende kraft. Gid det må lykkes Persona engang. Alternativet er ikke til at bære.