I sin serie om outsidere har det progressive teater Momentum i Odense i sit tredje stykke valgt at tage udgangspunkt i tre af Henrik Ibsens fremragende værker, Fruen fra havet, Vildanden og Hedda Gabler.
Hvor det andet stykke om outsidere handlede om beatgenerationen, der var outsidere i forhold til samfundet, handler IB3EN, som stykket hedder, om personer, der er outsidere deres eget liv.
Hovedhistorien i IB3EN er fortællingen om Fruen fra havet, Ellida, der lever i et komfortabelt men kærlighedsløst ægteskab med kunstsamleren Wangel.
Hun indhentes af sin fortid, da manden i hendes liv, en grønlænder, dukker op og minder hende om friheden, naturen og det ægte. Ting, hun længes efter, og ikke får indfriet hos den på alle måder nærmest sterile Wangel. Hendes møde illustrerer livsløgnen, og hun må træffe et afgørende valg.
En række menneskeskæbner fra Ibsens øvrige karakterunivers væves ind i historien. Billedhuggeren Osvald (Gengangerne), Den unge Hedda (Hedda Gabler) og kynikeren Stockmann (En folkefjende).
Sammen med tekster fra Vildanden og Et dukkehjem får vi således serveret en fremragende koncentration af Ibsens centrale værker, hvor det ofte er umuligheden i frihed i det borgerlige samfunds stramme værdier og normer, om længslen mod friheden og væk fra den kvælende konformitet og den indespærring den resulterer i.
Fælles for alle figurerne er, at de er outsidere i deres eget liv. De prøver at tilpasse sig omstændighederne, men farer vild i deres egne løgne og det store spørgsmål er: Hvordan vil du leve dit liv. I komfortabel sikkerhed eller i frihed?
Vil vi leve med klimakatastrofer og tilbagevendende økonomiske kriser eller gøre noget ved det?
Henrik Ibsen er kaldt det moderne dramas fader. Kuriøst er det, at stykkets centrale spørgsmål ligner de spørgsmål, eksistentialismens fader, Søren Kierkegaard, som i år bliver fejret grundet 200 års fødselsdag, stillede.
Et mesterligt stykke der, ud over at være spillet oplagt, skarpt og humoristisk, også vækker til eftertanke. Eller burde det.


















