Koncerten med bandet U2 i Royal Arena var forudsagt til at være årets koncert. Men det blev en tam maveplasker – enddog med en grim politisk bismag hængende i den skuffede mundvig.

Ingen vil benægte, at Bono virkelig bekymrer sig om jordens menneskelige lidelser og ønsker at udrydde dem. Men det gør man ikke ved at vifte med EU-flag.

Toppunktet af usmagelig messen kom, da forsanger Bono i en kvalmende hyldets til EU sang hittet "New Years Day" fra 1983-udgivelsen War.

Bag bandet tonede sørme et 15x15 meter blågult EU-flag frem. Det må være det største EU-flag set på dansk jord nogensinde – lidt af en prokovation mod en dansk befolkning, der tre gange har stemt nej til mere EU ved demokratiske folkeafstemninger.

Bono vendte sig imidlertid og klappede af EU-flaget. Kort forinden tonede overdimensionerede videoklip på storskærmen om fascismens fremmarch i Europa frem. Logikken i Bonos opfattelse af situationen er, at kun et stærkt, forenet EU kan dæmme op for højrekræfterne som premierminister Viktor Orban i Ungarn eller Sverigedemokraterne, som han også fik nævnt indimellem numrene.

Viste vores flag

Da det tusindtallige publikum på begge langsider under det ellers smukke nummer "Beautiful Day" fremviste kulørte ark papir, finansieret af en dansk-irsk pub i København, der sammenlagt dannede farverne i Danmarks og Irlands flag, måtte Bono takke, men insisterede resten af koncerten med at benævne Danmark som "the european country Denmark".

Ja, Bono, vi er europæere, men også danske og stolte af vort folk, traditioner og endda også det rød-hvide flag. 

Bono's store EU-flagdag viste sig som en fiasko. Det er kraftedeme ikke i orden at blafre med EU's flag i Danmark! Jeg tør ikke spå om udfaldet, når I fortsætter på jeres "eXPERIENCE + iNNOCENCE-tour 2018" til lande som Italien, Holland eller England. Måske er publikum for høflige og vil kun lytte til musikken, men man kan da håbe på, at der er enkelte kritiske EU-modstandere i de to lande, som vil buuh'e lidt...

Hvordan vil det britiske publikum for eksempel opleve U2's skamløse hyldest til EU? Et flertal af englænderne stemte ja til at forlade EU.

Nostalgi?

Altså. Vi var mange, der i 1980'erne og 1990'erne anså U2 for at tilhøre den progressive musikalske fløj, der kæmpede mod racisme, had, britisk besættelse af Irland og for fred. Vi er mange, der husker bandets dybt melodiske hits fra især 1980'erne og 90'erne, serveret med guitaristen The Edges fantastiske metalliske guitar-riffs.

Gruppen, der er fra Dublin, blev dannet i 1976 under navnet "Feedback". I 1977 ændredes navnet til "The Hype" og i 1978 til U2. "Det bedste rockorkester fra Dublins Northside", jokede Bono under koncerten i København. Det var næsten det eneste rammende under dén koncert.

Med bævende underlæbe og grødet stemme forsøgte vi før koncerten i Royal Arena at overbevise hinanden om, at vi ville få numre som Lemon, Gloria, Van Diemens Land eller Bad. U2 har ikke optrådt i Danmark siden 2010 og ikke i København siden 2005. Tusindvis af fans så frem til en kæmpe oplevelse i Royal Arena med ikonerne fra ungdomsårene.

Med tårer i øjnene mindedes vi sange som "Sunday Bloody Sunday" om den britiske hærs massakre på 26 civile i Derry i Nordirland i 1972.

Eller hvad med den snerrende "Silver and Gold" fra albummet Rattle and Hum i 1988 om det racistiske apartheidregime i Sydafrika – eller sangen "Bullet In The Blue Sky" fra 1987, hvor USA's støtte til blodige centralamerikanske ditaturer får en over nallerne.

Gået i stå

Men der er kommet meget vand i søen siden. Både musikalsk, men også politisk. Og vandet er blevet noget mere grumset.

Koncerten i Royal Arena viste, at U2 er gået musikalsk i stå. Vi fik hele seks numre fra den håbløse udgivelse fra 2017, "Songs of Experience".

Resten var en blanding af sange fra U2's nederste hylde. Dog lyste nogle få sange op: "I Will Follow" fra Boy-udgivelsen i 1980, "Beautiful Day", mens især "Elevation" og "Vertigo" fik sat lidt fut under publikum.

Da firemandsgruppen bevægede sig ned til en cirkelformet platform midt i tilskuerhavet, viste U2 sig fra sin bedste side, og det strålede ud af drengene fra Cedarwood Road i Dublin, at de på bunden er et dynamisk sammentømret band, der elsker at spille sammen.

Vi fik heldigvis også sange som Pride fra 1988 samt One fra 1991-albummet Achtung Baby, der var godt fremført, og som gav minder om en forlængst glemt periode.

Ekstra stor var forventningerne, da stroferne af "Sunday Bloody Sunday" tonede frem. Men bandet havde valgt at illustrere nummeret på storskærmen med animation af diverse grafittimalerier i Nordirland af både republikansk og loyalistisk indhold. Gud-hjælpe-mig om ikke U2 i forsoningens navn viste vægmalerier fra de ultra-fascistiske Ulster Defence Force, som ønsker fortsat britisk overherredømme i Nordirland! 

Nej, nogle steder skal vi ikke forsones. Det gælder om at støtte kravet om, at England helt forlader Irland. Punktum, over-and-out.

Musikalsk opstod under koncerten ikke blot politisk, men også musikalske spørgsmåltegn. Der er helt klart noget galt med Bonos stemme. Da U2 optrådte i Berlin tidligere på måneden, mistede han pludselig stemmen. Måske er stemmebåndet endnu ikke oppe i gear, eller også har milliardæren Bonos stjernenykker gjort, at han ikke øver mere. Hvem ved?

Selvmodsigelser

U2's forsøg på at fortælle bandets egen historie og understrege politiske pointer på storskærmen under den udsolgte koncert virker påklistret – ja modsætningsfyldt – selv om det er visuelt flot.

Man undrer sig over selvmodsigelsen ved, at U2 på storskærmen viser frygtelige billeder af sultende flygtninge på march væk fra krig og nød, men samtidig i strofer priser EU, der har været med til at knuse mellemøstlande på stribe sammen med USA. Og mig bekendt tillader EU hvert år, at over 2000 flygtninge dør i Middelhavet på vej til Europa.

At Bono ovenikøbet mødtes med krigsforbryderen George Bush i 2002 er så stor skandale, at hans ydmygende ceremoni under modtagelsen af den britiske dronning Elisabeths Empire-medalje i 2006 blegner i sammenligningen.

I mange år har Bono støttet humanitære formål ved at oplyse om AIDS-faren, sprede bevidsthed om gældslettelse for tredjeverdenslande. Han har været særdeles aktiv i The ONE-kampagnen, som støtter lande i Afrika. Han har opnået stor good-will og har mødt Paven.

Ingen vil benægte, at Bono – der ifølge tv-stationen CNN er god for 590 millioner dollars – virkelig bekymrer sig om jordens menneskelige lidelser og ønsker at stoppe dem.

Men det gav gevaldige ridser i lakken, at U2 i 2006 flyttede sine forretninger i skattely i Amsterdam, Holland, hvor skatteprocenten på indtjening på royalties er mere gunstig for kunstnere, end i Irland.

Det blev ikke bedre af, at medierne i 2007 igennem Paradise-papers kunne afsløre, at filantropen Bono selv har haft penge placeret i skattely i Malta sammen med to korrupte irske virksomheder.

Farvel til U2. I var gode engang... det hænger bare ikke sammen mere. I dag har vi kun minderne tilbage.