Aalborg Teater har valgt at iscenesætte den franske forfatter Michel Houllebecqs velskrevne og underholdende roman "Underkastelse" fra 2015 som teater. Romanen foregår i et fremskrevet Frankrig i 2022.

”Hvis nu Europa fik et moderat, muslimsk styre, ville vi så afgørende få det værre end vi har nu?..."

Handlingen består i litteraturprofessoren Francois’ påtvungne selvrefleksion over sit magelige arbejds- og privatliv. Da en moderat muslim vælges til fransk præsident, og det franske (europæiske) samfund værdipolitisk gradvis transformeres fra katolsk sekulært til Sharia light, tvinges professoren til at handle og vælge sin fremtid.  

Forestillingens handling er en fremførelse af romanens kronologi, hvor monologer (flest) og dialoger (færrest) består af udvalgte citater af teksten. Hertil er så tilført nogle få dramaturgiske greb gennem lyd- og lyseffekter. Skuespillerne fremfører teksten godt, og Martin Ringsmose formår at få fremstillet Francois som en person. I forestillingens sidste minutter åbnes en nødudgang til den forbipasserende virkelighed. Tid til refleksion.

Distanceret intellektuel kedsomhed

En overførsel af knap 300 siders tekst til små 3 timers taleteater eller teater-podcast må nødvendigvis betyde redaktion og udeladelser af tekstforløb. Hvis man ikke har læst romanen, er spørgsmålet, om AAT’s programtekst opvejer tabet til romanens egen kontekstforståelse og overførslen til en dansk kontekst?  

Roman såvel som skuespil ledes ind med en passage fra den franske forfatter Joris Karl Huysmans roman "En route" (På vej). Litteraturprofessor Francois er specialist i Huysmans, hvis liv og (skør)levned (1848-1907) bliver et referencespejl til Francois’ – den nutidige franske intellektuelle "humanist".

Hvor Huysmans hovedperson i "En route" føler sig hjemsøgt og tiltrukket af katolicismen, der får ham til at ”væmmes sådan ved mit liv, jeg er så træt af mig selv, men derfra til at begynde en anden tilværelse er der langt!” Så nyder Houellebecq’s Francois med distanceret intellektuel kedsomhed sit unyttige liv. Francois stilles overfor valget: konverter til islam og oprethold din levestandard og privilegerede liv, eller stil dig tilfreds med en tidlig pensionering og lidt mere kedsomhed! Uanset hvad vores intellektuelle hovedperson vælger, er der tale om underkastelse.

Et socialistisk perspektiv

AAT spørger: ”Hvis nu Europa fik et moderat, muslimsk styre, ville vi så afgørende få det værre end vi har nu? Er vores demokratiske frihedsrettigheder ikke allerede så illusoriske og vores neoliberalisme ikke så undertrykkende at en underkastelse under en venlig islam ikke ville være værre, men måske endda lidt bedre?”

AAT åbner dramaturgisk nødudgangen ud mod den forbipasserende virkelighed, hvor vi er nogle i Vesten, der mærker og ser højrekræfterne på fremmarch næret af islamofobi. Står valget virkelig mellem Islam eller fascisme? Tænk hvis Houllebecq i sin indad skuende kritik af kultureliten også havde anet mulighed for en nødudgang, hvor man kunne skimte respekt, tolerance, ansvar, fællesskab og solidaritet – et socialistisk perspektiv? Ville AAT have åbnet den dør?