Hvad stemmer vi egentlig på, når vi ser lige ind i ansigtet på Lars Løkke eller Helle Thorning på valgplakaterne?
Ofte der kun er et ansigt, et navn og et partilogo på valgplakaten idag.
Ofte er der kun et ansigt, et navn og et partilogo på valgplakaten i dag. Den er uden politisk sag og budskab. Det mener forfatterne bag bogen, "Valget er dit! Den danske valgplakat i 100 år".
Forfatterne bag bogen, Elsebeth Aasted Schanz, leder af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, Aarhus, og Peter Nedergaard, professor og politolog ved Københavns Universitet, har kigget på utallige danske valgplakater fra 1918 frem til 2011.
De udvalgte plakater til bogen er gengivet i et flot tryk. Forfatterne giver deres analyse af valgplakatens udvikling i Europa siden 1880'erne. Hvordan den har udviklet sig fra ren tekstplakat til den moderne plakat med både billede og tekst. Hvordan store kunstnere som Toulouse-Lautrec og John Heartfield har præget plakatens sprog og udtryk.
Tidligere viste partiernes valgplakater både i ord og billeder, hvilken sag de havde sammen med deres vælgere, og ofte var vælgerne på plakaten, uanset om partiet hed Venstre, Danmarks Kommunistiske Parti eller Socialdemokratiet. De mange plakater viser virkemidler og slogans fra valgene under de to verdenskrige, den kolde krig og velfærdsstatens opbygning og afvikling.
Der mangler morskab i nutidens plakater, mener forfatterne. Men det kan dog i sig selv virke komisk at se plakaten: "Din stemme på SF er en sikker stemme MOD EF (i dag EU)". Siden dengang i 70'erne har SF fuldstændig skiftet kurs og er nu for at afskaffe retsforbeholdet.
Valgplakaten har været spået døden indtil flere gange, men den fortsætter. Og den vil vælte frem i bybilledet, nu hvor folketingsvalget 2015 er udskrevet.
"Valget er dit! Den danske valgplakat i 100 år" er ikke bare for nørder. Den bør ligge fremme på fagforeningskontoret, såvel som i undervisningslokalerne på landets skoler. Mange af valgplakaterne kan ses i en flot udstilling på Dansk Plakatmuseum i Den gamle By, Aarhus, dog kun indtil folketingsvalget er overstået.



















