Det er en af den slags situationer, der bare ikke må opstå. Skuespillerne Rolf Hansen som fødselsdagsbarnet Jens og Christine Worre Kann som hans datter knokler sammen med musiker Astrid Vang-Pedersen for at få kontakt med en snes ældre og et par pårørende i Plejecenter Aftensolen i Lundtoftegade. Forgæves.

Det er en smutter, for publikum er overvejende demente. De har fået lovet kage, og det er der plads til. Selv ikke "Dansevisen" afføder de store reaktioner, så Jens må fortælle sin historie i stilhed.

Selv ikke "Dansevisen" afføder de store reaktioner, så Jens må fortælle sin historie i stilhed.

– Når vi sidder her, kan jeg nogle gange forestille mig, at vi nyder et minuts stilhed efter en lang samtale, siger datteren, nærmest henvendt til sig selv. Hun har lige danset med sin far og holdt ham i hånden, og der har været kontakt, det er hun sikker på.

Teatergrads forestilling "Husker du – en musikalsk hyldest til glemte minder" er hundesvær teater. Nogen vil endda påstå, at det ikke kan lade sig gøre, fordi det både er dramatik og terapi, på samme tid en hjerneknipser for de raske og musikalsk underholdning for de syge. 

På overfladen består stykket dels af historien om Jens, der har fødselsdag i dag og Alzheimer og en klump minder, der smuldrer som sand mellem fingrene, hver gang de dukker frem. Og så er der musikken: "Somewhere Over the Rainbow", "Take it easy Boy Boy", "Lille Frøken Himmelblå" – holdepunkter for den tidligere musiklærer Jens. Han er låst inde i et tomrum – et tomt rum, der en gang var levende og befolket af glade stunder, men som nu er et kaos af glemsel.

Et spadestik dybere er det et stykke om de 55.000 danskere med Altzheimer og de måske 100.000 pårørende - søskende, børn, børnebørn - der må se erindringen om en fortid blive dækket med glemslens flydende asfalt. For godt nok drejer jorden videre inde i Jens, som om intet er hændt. Men uden for råder håbløshed, sorg, tab af identitet fra fortidens levede liv for de pårørende.

"Husker du? – en musikalsk hyldest til glemte minder" fortæller os lige så stille, hvor skrøbeligt mennesket er.