Det er en almindelig, regnfuld og modbydelig dag i Istedgade, centrum for Københavns gadeprostitution og gaden, der aldrig overgav sig til nazisterne under besættelsen. En hærget mand træder ind på sit stamværtshus, Café Blomsten, køber en bajer, og smider mønter i en ældgammel juke box.

Musikken kan begynde i Adam O. monumentale apokalypse, tegneserien "Kakofonia". Det er en vandring gennem et ødelagt og skrøbeligt menneskes dæmoniske indre. "Kakofoni" fra græsk "kakos" = slet, ond, dårlig og "foni" = lyd er den grimme lyd af personligt nederlag, illustreret gennem 12 populære melodier fra håbløshedens bagland.

Det starter med, at ånden springer ud af flasken i "Den allersidste dans", og det slutter med den endelige lyd af total destruktion og undergang. Her griner den døde mand hånligt af den tavse juke box i Kim Larsens "Fik du set det du ville".

I "Kakofonia" er Adam O. tilbage i sin dystre skildring af et København og en civilisation, der er vokset bort fra kærlighed og sammenhold, og erstattet det med umenneskelig effektivitet og grænseløs destruktionstrang. I debutten "Ruiner" fra 2011 tog overvågningssamfundet magten. I "Kakofonia" er det borgerskabets indre dæmoner, som i nummeret "Search and Destroy" med Iggy and the Stooges, hvor manden graver sin egen grav på Drømmenes Kirkegård.

Adam O. er imidlertid mere end dommedagsprofet, som man kan læse i et interview med ham om hans satiriske tegneserie "Yndigt DK"i Arbejderen torsdag 12. marts.. Den gamle Ungdomshus-tegners kringlede udgivelser rummer alle både æstetiske og samfundskritiske sider, og det gør ham en del mere interessant end de fleste af sine danske tegneseriekolleger.

"Kakofonia" er ikke gaven til Peter eller Gudruns konfirmation. Det er snarere en tiltrængt øjenåbner til den politisk korrekte Familien Danmark, til alle de der hellere sparker nedad end tør slås mod sine egne, indre dæmoner.