Det er lidt som at kaste en flyvsk, færøsk elverpige ned i et sammenspillet jazzband med lyst til elektro og avantgardepop.

Helhedsindtrykket af denne aften var grufuldt grænseoverskridende og behageligt tankevækkende.

Det var en lige stor rystende og ryg-rislende oplevelse at overvære Ginman/Eivør på Copenhagen Jazzhouse torsdag i sidste uge give en lektion i cross-over, som brutalt væltede os publikum frem og tilbage mellem det dystre, det melodramatiske og det storladne.

Ikke for ingenting bød kontrabassisten Lennart Ginman i sin introduktion til koncerten "velkommen til det utrygge", og tilføjede, at "verden i forvejen er præget af usikkerhed, uro og krig".

Lad os slå det fast her. Eivør Pálsdóttir – født i Syðrugøta på Færøerne – har en af Nordens, ja, måske Europas, bedste og mest varierede sangstemmer. Og Lennart Ginmans dynamiske kontrabas-spil giver et uimodståeligt drive i musikken. Det giver plads til Oliver Hoiness legende guitar, Mads Emil Nielsens diskrete trommespil og ikke mindst Kæv Gliemanns lige dele syrede og eksperimenterende keyboard-lyde.

De avancerede elektroniske toner druknede ikke Eivørs vokal, der er dybt forankret i Nordens folkeligt-melankolske univers. Den hårfine balance blev understreget af, at gruppens anmelderoste cd fra sidste år, "Colour of Dark", blev indspillet i intet mindre end et pakhus i det forblæste Torshavn.

Helhedsindtrykket af denne aften var ekstremt grænseoverskridende og behageligt tankevækkende. Undervejs fik man endda den underlige, underlige tanke, at Ginman/Eivør med lethed kunne skrive den næste titelsang til en James Bond-film. Dog skal øret lige tilvænnes de anderledes toner og lyden af den drivende bas. For nye publikummer kan numrene godt føles en anelse ensformige. 

Anyway. Aftenens ekstranummer var helt afgjort den største oplevelse. Eivør kastede sig – måske ubevidst – ud i en nutidig kommentar til raceurolighederne i Baltimore og Ferguson i USA ved at nyfortolke Billie Holliday-klassikeren "Strange Fruit" fra 1939.

Sangen, oprindeligt skrevet af Abel Meeropol som et digt, var en protest mod de rascistiske lynchninger af sorte i Sydstaterne. Sangen er evig aktuel i sit budskab.

Også denne aften.