Mine voksne børn kendte som små postmand Per og hans kat Emil. Serien har siden 1981 kørt i over 85 lande, og er den længst kørende animationsserie i BBC.

Hele parodien på X Factor er ustyrlig morsom, men det gør samtidig, at børnene skal være lidt større for at forstå parodien.

Serien har mest kørt som korte animationsfilm, hvor postmand Per altid er den venlige og tjenstvillige postmand, der foruden at bringe breve og pakker ud også gør tjenester for indbyggerne i den lille by Grønnedal.

Og sådan starter da også spillefilmen om postmand Per. Alt er idyl i den lille by og Per glæder sig til sammen med konen at skulle en tur til Italien på ferie. Ferien skal betales af den bonus, som han skal have den dag, vi møder ham på hans postudbringning.

Men den får han ikke, for der er nu ansat en ny leder i Specialposttjenesten, og nu skal alt effektiviseres. Der er ikke længere tid til opgaver ud over at få bragt posten ud så hurtigt som muligt.

Både Per og hans kone er skuffede over den mistede bonus, og udsigterne for en tur til Italien forsvinder op i den blå luft.

Sønnen får Per til at melde sig til en talentkonkurrence, der i høj grad minder om X Factor, hvor hovedpræmien er en rejse til Italien.

Hele parodien på X Factor er ustyrlig morsom, men det gør samtidig, at børnene skal være lidt større for at forstå parodien.

Filmen rammer fint med dens klare fordømmelse af effektivisering, umenneskelige arbejdsforhold og iskolde ledere, der kun tænker på profit.

Mit barnebarn på 9 år morede sig meget over filmen, og syntes den var rigtig god. Han følger selv med i X Factor og lignende programmer, så han forstod helt parodien på disse programmer.

Men jeg er overbevist om, at han også forstod den dybere mening med filmen, og det klare budskab instruktøren Mike Disa og manuskriptforfatteren Nicole Dubuc har villet ud med.

Hvis dine lidt større børn følger med i X Factor og lignende programmer i TV, så tag dem med ind og se Postmand Per.