19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vild med Gershwin

Teateranmeldelse:

Vild med Gershwin

Det Ny Teaters musical "Crazy for You" leverer den ægte vare med fejende dans til musik og tekst af George og Ira Gershwin.

FOTO: Miklos Szabo
1 af 1

Musical hedder den oprindeligt amerikanske teaterform, hvor talt dialog veksler med sang, dans og optrin. Genren udviklede sig oprindelig på New Yorks Broadway i begyndelsen af 1900-tallet med rødder i europæisk operette, britisk music-hall og amerikansk underholdning. 

Musikken kom oftest fra Denmark Street, hvor de små musikforlag hyrede en hærskare af "song-pluggers" til at spille nye kompositioner fra nodebladet på klaver - samtidigt. Mange pianister var østeuropæiske eller russiske indvandrerbørn, der her fandt en kærkommen sideindkomst. To af dem blev særligt kendte: Irving Berlin og Jacob Gershowitz. Den sidste tog kunstnernavnet George Gershwin.

Det Ny Teater har tradition for at opsætte udstyrs- og ensemblekrævende musicals, og Crazy for You er ingen undtagelse. Denne klassiske musical-comedy med musik af George Gershwin og tekst af storebror Ira, hed oprindelig "Crazy Girl" og blev opført i 1930 under kummerlige forhold. Crazy for You medtager nogle senere Gershwin-hits, men handlingen er stort set den samme.

Den lever fuldstændig op til datidens - og nutidens - umættelige behov for Tornerose-eventyr med happy endings. Fattig pige får rig søn, men først må de gå så grueligt meget igennem. Det sker til et overflødighedshorn af Gershwin evergreens, lækre dansescener, overdådige kostumer og morsom scenografi.

Crazy for You er ægte musical med stort M, og med stor vægt på både dans og musik. Både Silas Holst i hovedrollen som Bobby og hans modpart Julie Steincke som Polly lever fuldt ud til de store krav, der stilles. Prisen som forestillingens hotteste scene løber birollen, Bobbys kæreste Irene, med. Camilla-Cathrine Rommedahls udgave af "Naughty Baby" - Slemme Pige - er dampende hed, at adskillige herrer blandt publikum måtte løsne slipset.

Det Ny Teaters Crazy for You leverer små tre timers farverig, professionel underholdning, og forestillingen er absolut en oplevelse værd.

19. sep. 2013 - 17:14   19. sep. 2013 - 17:15

Scene

Gert Poder
Anmelder
5

Crazy for You. Instruktion: Michael Lindvad og Thomas Bendixen. Loreografi: Lisa Kent, genskabt af Hayley Franks Høier. Musikalsk ledelse: Per Engström. Scenografi: The Crazy Company. Til december 2013.