21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Virkeligheden er bedst på hovedet

Virkeligheden er bedst på hovedet

Dansk tegneseries to galninge, Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, har atter formået at stoppe vores hjerner med en masse fuldstændig unødvendig viden. Så kan vi lære det!

1 af 1

Der er viden, som er lige så nødvendig som sexdriften og behovet for at trække vejret. Som at  den spanske inkvisition tjente de fleste af sine penge ved at sælge t-shirts til ofrene med teksten: "Jeg blev forhørt af den spanske inkvisition". Eller at tv-sporten vil gøre svømning mere attrativt for seerne ved at lade atleterne konkurrere med hvide hajer.

Knapt så livsnødvendig er det at vide sandheden om, hvordan Gud skabte liv på Jord, hvordan al-Qaeda vælger, hvem der skal være martyr og hvem der opfandt vatpinden. Det kan også være lidt svært at acceptere Wulffmorgenthalers definition på demokrati. For dem er det naturligvis.

Årets samling af nye striber fra de gakkede syrehoveder, der lettere adskilt består af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, har set dagens lys under titlen "Friske Fyre".

Ud over de sædvanlige striber er der i år tilføjet "Horoskop ved astrolog Bente", masser af "Hot  Hot Hot Gozzip", samt "7 mindre bevingede ord". Her finder man selvfølgelig den legendariske: "Det er et upræcist spørgsmål!" af Lars Løkke Rasmusen.

Striberne kommer med den længe ventede opklaring af, hvad der sker når hipstere møder hinanden i Silvan - Du har ikke set mig her! Anden uundgåelig viden er "10 tips til at undgå sørøvere", og "9 tegn på, at din kæreste er dig utro".

Wulffmorgenthalers brændstof er menneskets dårskab og en fuldstændig amoralske evne til at koge suppe på alle hverdagens mulige og umulige paradokser. Dén kilde er naturligvis uudtømmelig, og derfor vil der udkomme årbøger med Wulffmorgenthaler-striber lige så længe nogen spekulerer på, hvad der sker med myg, når de dør og hvor pædofile havner ved samme lejlighed.

15. nov. 2012 - 12:45   15. nov. 2012 - 12:45

Tegneserier

gp@arbejderen.dk
4

Friske Fyre. De bedste nye striber af Wulffmorgenthaler. 104 sider, 150 kroner. Politikens Forlag. Er udkommet.