Da Dickens i 1800-tallet skrev om misrøgtede børn, som for eksempel Oliver Twist, var rammehistorien ofte noget urealistisk, og han var ikke bange for at trykke på følelsestasterne, men indholdet var den tids rystende virkelighed, dog krydret med en barsk humor. Netop sådan er Nadine Labakis film "Kapernaum" om børn, der lever under elendige forhold i vore dage, men under andre himmelstrøg.

Filmen lægger vægt på børnenes forhold, men under retssagen gives der plads til at skildre, at forældrene jo også er ofre.

Titlen refererer ikke til bibelens by af samme navn, men til at ordet også kan betyde virvar og roderi, og det er da også, hvad fattigkvarteret i Beirut er, og det liv, som hovedpersonen prøver at få styr på.

Rammen er, at den 12-årige Zain, der har stukket den mand ned, som var skyld i hans lillesøsters død, er blevet idømt fem års fængsel, men en dag per telefon til et TV-program får gjort offentligheden opmærksom på sin situation og dermed får gennemtvunget en retssag mod sine forældre. Hans anklage lyder på, at de har født ham og hans fire søskende uden at kunne forsørge dem eller blot give dem kærlighed. Hermed åbnes op for fortællingen om Zains liv.

Forældreløs, papirløs og uden mad

Familien bor i et hul af en lejlighed og ernærer sig med forskellige former for småkriminalitet, som børnene deltager i. Der er pladsmangel og madmangel, men rigeligt af voldsomme skænderier og ballade. Ingen af børnene går i skole, for da det koster penge at få dem registreret, er de papirløse og eksisterer som sådan ikke officielt.

Zain er langt mere moden, end en dreng i hans alder burde være, og han lader sig ikke noget byde, hverken af forældre eller andre. Da hans søster som elleveårig får sin første menstruation, er hun giftemoden og sælges til deres husværts søn, der kunne være hendes far, for fem høns, og så er der jo en mund mindre at mætte.

Dickens var faktisk med sine romaner med til at åbne samfundets øjne for nogle uhyrligheder og dermed fremtvinge forbedringer.

Det bliver for meget for Zain, og han forlader hjemmet og flakker rundt i byen, indtil han bliver samlet op af en etiopisk flygtning, Rahil, der tager ham med hjem til sin bølgeblikslejlighed. Det er i den bedste mening, men viser sig også at være meget praktisk, for så kan Zain passe hendes lille søn om dagen, i stedet for at hun som tidligere måtte smugle ham med på sit rengøringsarbejde.

Uheldigvis bliver Rahil som illegal indvandrer arresteret, og Zain står nu alene med ansvaret for den lille dreng. Der er næsten ikke grænser for den fantasi, han lægger for dagen for at klare situationen, men kræfterne svinder lidt efter lidt, og det er hjerteskærende at se hans kamp og tiltagende afmagt.

Arresteret under optagelserne

Alle skuespillerne er hentet ind fra gaden. Zain er syrisk flygtning, har ikke haft mulighed for at gå i skole og har ligesom i filmen været bybud. Rahil er i virkeligheden illegal flygtning fra Etiopien og blev under optagelserne arresteret, men kom ved instruktørens hjælp ud af fængslet. På den måde har alle de medvirkende ikke haft svært ved at leve sig ind i rollerne, de spiller ikke, men er sig selv. Filmen lægger vægt på børnenes forhold, men under retssagen gives der plads til at skildre, at forældrene jo også er ofre, som ikke magter at gøre det bedre, end de gør.

Dickens var faktisk med sine romaner med til at åbne samfundets øjne for nogle uhyrligheder og dermed fremtvinge forbedringer, og det kan denne film måske også være, både lokalt og globalt. Den er indstillet til en Oscar som bedste udenlandske film, men med sin stærke kritik af den kapitalistiske samfundsorden, der i bund og grund er skyld i miseren, så er det måske ikke i det forum, den kommer til at høste hæder.