Københavner pånk bandet Skarpretter er ude med deres første demo bånd, og det er fire numre med fart over feltet.

af Per Küpper
Københavner pånk bandet Skarpretter er ude med deres første demo bånd, og det er fire numre med fart over feltet.
Skarpretter præsenteres blandt andet som punk rock og rul med gamle mænd, og der er en vis sandhed i det udsagn da flere af medlemmerne har en fortid i det nu opløste anarko-punk flagskib §119.
Og det kan sagtens høres både fordi at paragraffens mandlige forsanger giver den på skrål i Skarpretter, men også fordi de to band musikalsk og tekstmæssigt ligger tæt på hinanden.
Der er dog klare forskelle. Skapretter er mere rock'n'roll og mere musikalsk glæde end husk paragraffen. Selvom teksterne hos Skarpretter også er politiske, er der mere lyrik over dem end paragraffens meget propagandaagtige udfald mod stat og kapital. Og så er det muligt at synge med, specielt på omkvædende, hvor der er hentet inspiration fra Oi!-punken.
De to numre der virker bedst er åbningsnummeret Skarpretter og min personlige favorit Storbyindianere og Stenbrospirater.
Anarko fortiden fornægter sig dog ikke for Skarpretter, hvilket høres bedst på nummeret Bombemål Fogh. Nummeret gør op med det hykleriske ramaskrig, der rejste sig, da den danske Guantanamo fange påpegede, at Fogh Rasmussen er et legitimt mål for den irakiske modstand.
Båndets sidste nummer er på engelsk, hvilket er lidt usædvanligt. Nummeret hedder She's got a knife, og minder musikalskt en del om det engelske rock'n'roll band Motörhead.
Lad denne anmeldelse slutte med et par linjer fra åbningsnummeret Skarpretter.
Jeg kender alle deres regler,
Jeg har brudt hver og en
Jeg har plyndret og hærget,
Jeg har kastet med sten
Nu vil de ha hævn,
Nu vil de ta min krop
De råber: Hug! Skapretter!
Skarpretter, Hug! Hug!