Skrevet af forfatter Erik Stinus i anledning af 60-årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt.

Det meddeles:'Det er forbi, det er maj, vi er fri.' Nu står det i bøgerne,tid og støv har lagt sig over det, få er der som husker,færre som spørger:Hvordan, kammerat, blandt slagne trodse magten,bag mur og pigtråd forvandleden fangnes monolog til en samtale med friheden og indkreset af geværernes klare hensigt tro på livet?I historiebøgerne berettes om hære der drog ud, hære der lagde sig til hvile.Vældigt forandrende, som uvejr af mudder og ild, stormede de frem over strand, mark og bakkedrag. Dér hviler de nu, dem der ikke blev plads til under triumfbuerne: passionerede grænseoverskridere, befalere og befalede, vældige forandrere,mens byerne på krykker rejser sig igen. Hvem var de om ikke renhedens riddere de ariske værdiers oprustere, viede til jord og blod? Vi fordrer livsrum, den folkekårede kanslers ene stemme skreg det ud over paradepladser, og som en flodbølge svarede millioner ja ja til renheden og værdierne. Så kørte herskeren bort i sin bil, så fyldtes lejrene, så lukkedes fængselsportene, flyttedes en hær, faldt et land. Det står i bøgerne. 'Forår, april,' begynder et kapitel, 'en solopgang pludselig formørket af lavtflyvende eskadrer. Et opråbannullerer en traktat.'Hvem er du, søster? Og du, bror? Modvægt mod en sådan adel, en sådan enighedens koalition, førerne i Berlin, Rom, Tokyoderes tog fulde af friske tropper, deres krigsmaskiner og henrettere? De har proklameret den endelige løsning, de øverstes orden stadfæstet på Jorden i tusind år. Og det meddeles: Addis Ababa, Madrid, Prag, Warszawa, Rotterdam, Paris er allerede ordnede, hærene nærmer sig Moskva og Mandalay, London brænder. Under et nyt navn, søster, et nyt navn, bror - i forhør må den ene ikke vide hvem den anden er - skal du - så svære ord, så lette at udtale - og måske også du brænde op før denne brand kan slukkes. Afsked, afsavn, enhver art smerte og død stirrede dem i øjnene, så trangt var deres livsrum som en søvn af bly, men de stod op, forandrede sig og sløjfede mens de gik vejen til dem de havde været. Kun drømmen bar de på om selv at digte tragediens sidste akt og håbets første. Alle roller påtog de sig men måtte bestandig flygte i skjul for berømmelsens spotlight morderisk rettet imod dem. De var amatører, de blev sættere, duplikatordrejere, smede og kurerer,udbringere af godt nyt i mørket, barrikade-byggere, amatør-ødelæggere af ødelæggelsens transporter. De er et kort kapitel med enkelte fodnoter i førernes og hærkolossernes lange historie, men husk dem når du husker det meddeltes engang: 'Det er forbi, det er maj, vi er fri.'