¤¤Det gamle eventyr er anonymt som heltedigtene, men ligeså forankret i almuens tilværelse som eposet i adelens og kirkens. Mens eposet er forsvundet, har eventyret bevaret sin livskraft. Kendte digtere har taget det op og ført det ˆ jour. I Danmark H. C. Andersen. Eventyret blev hans særlige udtryksform; det tillod ham at give det fuldeste udtryk for de erfaringer han havde om sig selv og omverdenen. Betragtningen af hans liv og værker viser hvad rolle de sociale vilkår kan spille, ikke blot for digterens person og for ideerne i hans digtning, men også for dennes form og sprog.¤¤

Således skriver lektor og forfatter Harald Rue i forordet til bogen 'Litteratur og samfund', som udkom første gang i 1937. Bogen blev genudgivet af Børge Houmann på forlaget Sirius i 1965. Vi bringer i dag og i morgen et uddrag af bogen, nemlig artiklen om H. C. Andersen. En yderst aktuel artikel her i 200-åreté

af: Harald Rue
Odense var, da Andersen fødtes i 1805, en lille købstad med 6000 indbyggere. Hans fader var en fattig skomager, der aldrig opnåede at blive mester, men kun frimester, en mellemting mellem svend og mester. Frimesterinstitutionen var et kortvarigt, mislykket forsøg på at bryde det gamle lavsvæsen og komme over til en nyere produktionsordning.
I det lavsbundne og embedsstyrede Danmark var en fattig håndværkersøn afskåret fra samfundets materielle og åndelige goder. For H. C. Andersens vedkommende uddybedes denne isolation på flere måder. Han måtte gå af vejen for sine jævnaldrende i angst for den spot der altid lurede på ham, sønnesønnen af en af byens originaler. Sit nedarvede sygelige sind og sin seksuelle særegenhed stod han ene med uden forståelse nogetsteds. Stillingen var uudholdelig, og det blev det centrale mål i hans liv at komme ud over de kår han var født til. Der var dengang ikke tale om, at den enkelte kunne føle sig personlig befriet ved at hjælpe med i sin klasses hele frigørelseskamp. Han havde kun én udvej: at hævde sig blandt de bedrestillede og tilegne sig deres kultur.
Andersen havde almuens seje udholdenhed og vilje til at gå på. Han blev aldrig for fornem til at gøre hvadsomhelst der kunne gavne ham. Barndommens trykkende kår og hans eget kuede sind rettede hele denne handlekraft mod det ene mål: at blive berømt - i sig selv en social ærgerrighed. Bevidstheden om det sociale svælg spændte kravet om befrielse højt hos ham; den fantasirige, følsomme og begavede dreng ville ikke nøjes med at tjene sig op til etatsråd i en købstad, han satte alt ind på at blive stor og verdenskendt. Ad materiel vej ventede en gentagelse af faderens skæbne ham, eller i bedste fald en større håndværksmesters lod, således som hans familie drømte om. Kun på det åndelige område kunne han trænge sig igennem. Derfor måtte han bort fra Odense til København og derfra videre ud til Europa.
Hvad der ansås for højere åndsliv var i Andersens ungdom litterært og tilhørte den idealistiske skole, med tilbørlig afsky for enhver art af materialistisk stræb, som er livsnerven i al politik. I embeds- og åndsaristokratiets kredse opfattedes politik nødigt som højere åndsvirksomhed. Det kongelige Teater var det ansete åndscentrum, og til det søgte H. C. Andersen. Blot han kunne komme indenfor, var det lige meget om det blev som balletdanser, sanger eller digter. Da han var latterlig ranglet, og stemmen gik i overgang, havde han kun den sidste af de tre muligheder tilbage, digtningen måtte skaffe ham berømmelse.
Men her rejste samfundsskranken sig påny mod ham. Det litterære åndsliv var akademisk, og Andersen stod der med underklassebarnets mangel på uddannelse og kundskaber. Han havde kun sit kaotiske, usikre følelsesliv, sit drømmeri, sin fantasi og sin pågåenhed. Intet var ham fjernere end den kultur de fleste andre digtere, embedsmandssønnerne, fik foræret gennem deres hjem, latinskolen og universitetet. Men han måtte tilpasse sig efter disse forhold og underkaste sig den akademiske disciplin, før han kunne blive optaget i digterlavet.
Uddannelse kunne der ikke være tale om uden protektion og understøttelse. Han opnåede begge dele hos etatsråd Collin, overhovedet for et af de førende embedsmandshjem i København. Collin sendte ham på kongens regning i latinskole og tog sig af ham, til han fik skabt sin position.

'ébitre tanker om de mange tyranner, jeg har levet under.' Andersens dagbog 18. november 1874.
Under de givne forhold var dette det eneste mulige middel til frigørelse fra skæbnen, som truede ham, og som bestod i, at han aldrig kunne hævde sig som den han var, men kun som den de andre forlangte han skulle være. Det blev samtidig midlet til påny at binde ham til denne skæbne. Af økonomisk nødvendighed knyttedes han i stærk afhængighed til de herskende kredse og deres kultur og ideologi. Der er ført hidsige diskussioner om hvem der havde ret og hvem der gjorde uret i forholdet mellem Collinerne og Andersen. Spørgsmålet er galt stillet. Det drejer sig i sidste instans ikke om personlig tilsidesættelse, provinsielt lukket familiekævleri, sjælelig tykhudethed hos den ene part eller overpirrelighed og ulidelig selvoptagethed hos den anden. Konflikten opstod af almuedrengens forsøg på at bryde igennem de priviligerede stænders magt og kultur og tilegne sig den uden at lammes af den eller sætte sit eget overstyr. Et dengang så godt som uopnåeligt mål. Og ikke nogen privat konflikt for Andersen; det var hele underklassens stilling, hvis virkninger han fik at føle. På tærskelen til sin digteriske udfoldelse mødte han igen de afgørende faktorer fra sin barndom, blot i ny form, men i samme indbyrdes konstellation. De samfundsbestemte betingelser under hvilke han måtte udvikle sig havde samme karakter i hovedstaden som i købstaden.
Det tilbagestående stadium, hvorpå det danske godsejer- og bondesamfund befandt sig, og byhåndværkets lavsmæssige organisation gjorde almuen fuldstændig afhængig af jordejere og mestre. Politisk var der enevælde, folket havde ingen del i landets styre. Der skulle endnu gå næsten 15 år før den svage begyndelse til et folkestyre indførtes. Først 1834 kom stænderforsamlingerne, der dog ikke var mere end rådgivende. De fleste syntes endda at det var alt hvad folket med nogen rimelighed kunne ønske af medbestemmelsesret. Og stændervæsenet var ikke nogen gruppering af folket efter økonomiske interesser, den klassemæssige deling havde de fleste danskere endnu ikke gjort sig klar. De politiske partier, som er overgangsleddet hertil, var endnu ikke dannet. Underklassen var helt bundet til de besiddendes vilje både i produktionslivet og overfor lov og dom. Da den var uden bestemmelsesret over egne kår og uden indflydelse på staten, kunne den ikke som klasse træde aktivt op mod de øvrige dele af samfundet. Den udviklede ingen selvbevidsthed, ingen selvstændig ideologi. Der var kun svage tilløb til en almuedigtning, hos bonden Bredahl.
Muligheden for at klare sig og nå bedre kår afhang af andres nåde. Det var den lov Andersen kom ind under. Er det sært at han stadig følte sig angst og pint og bundet, i sønligt forhold til Collin, i tiltrækning til og opposition mod hans patriarkalske hjem, og i underdanighed overfor fyrster og konger, hvis understøttelse var nødvendig og tillige gav anseelse. Helt ud til den personlige fremtræden prægedes Andersen heraf. En friere ånd som Heine havde ikke svært ved at opdage det. Han giver følgende uflatterede billede af Andersen:

'Andersen besøgte mig for nogle år siden. Jeg syntes, han lignede en skrædder. Han ser virkelig også ganske sådan ud. Han er en mager mand med et hult, indfaldet ansigt og forråder i sin ydre holdning et ængsteligt, underdanigt væsen, som fyrster sætter pris på. Derfor er Andersen også blevet modtaget så strålende hos alle fyrster. Han repræsenterer fuldstændig digterne således som fyrsterne kan lide at de er. Da han besøgte mig, havde han pyntet sig med en stor slipsnål; jeg spurgte ham, hvad det egentlig var han havde siddende der. Han svarede med en ualmindelig salvelsesfuld mine: 'Det er en foræring som kurfyrstinden af Hessen har været så nådig at skænke mig.' Forøvrigt er Andersens karakter særdeles respektabel.'

Det følger af sig selv, at den der modtog støtte som Andersen, ikke samtidig kunne revoltere mod dem der hjalp ham. Hans trang dertil er åbenlys, men svag. Hans tankegang var nemlig underklassens almindelige, det vil sige at den for en stor del bestod af forestillinger der var sivet ned eller påtrykt ovenfra gennem alle statens institutioner, administration, kirke, skole og domstol. Optagelsen i Collinernes hus fæstnede i høj grad alle autoriserede tankevaner. Grundpillerne i dets livsanskuelse var hele borgerskabets: absolut ærefrygt for ejendomsretten, for det religiøse, det nationale, det kristelig moralske; og som noget specielt for de højere kredse: for det litterære.

Selvhævdelse
Det interessante ved Andersen er imidlertid, at han ikke som skjaldene i adelens haller søgte at udslette sig selv for at behage sine beskyttere. Hans hele forfatterskab er en kamp for at klare hans særegne stilling til omgivelserne, Det særegne er at han er barn af underklassen; idet han anskueliggør sine personlige forhold er det således en klarlæggelse af klassens stilling. Ingen dansk digter i det 19. århundrede er så personlig som Andersen. Det bemærkelsesværdige er at det stærkest personlige hos ham altså samtidig er det mest upersonlige.

Romanerne
Allerede i de første modne værker er hans egen konflikt grundmotiv. Hovedpersonerne i 'Improvisatoren', 'O. T. ', 'Kun en spillemand' er mærket af fattige kår eller andre socialt forringende omstændigheder. I deres liv opstår der konflikt, da de træder i forbindelse med samfundets dominerende kredse, store borgerslægter eller adelen. I kunstnerromanerne optræder disse yderligere i form af det publikum geniet skal vinde. Bøgerne skildrer hvorledes disse forhold griber hindrende eller ødelæggende ind i deres udvikling.
I 'Kun en spillemand' går geniet til grunde af mangel på understøttelse, i 'Improvisatoren' lykkes det ham at slå igennem, men det bliver ingen befrielse. Som fattig dreng fra Kampagnen har han måttet spise nådsensbrød hos excellencen, der nok kan lide at optræde som mæcen, men aldrig forstår ham eller respekterer ham som andet end protegé. Han føler sig livet igennem kuet og kan ikke udfolde sine evner i sine beskytteres nærhed. Den dunkle uvilje som naturligt fødes i ham bryder dog aldrig ud i trods. Han forklarer det selv med følgende bekendelse:

'Jeg var også for svag; jeg havde forfængelighed nok, men ikke stolthed; det lå dog vist i min fattige fødsel, i min opdragelse, min afhængighed og det ulykkelige taknemmelighedsforhold jeg altid har stået i. Stedse erindrede jeg, hvad jeg skyldte mine omgivelser, og det bandt min tunge, min stoltheds beslutninger. Det var vistnok ædelt, men altid svaghed.'

Så dybt har han - det vil sige H. C. Andersen - levet sig ind i sine mæceners tankegang, at han tror sig forpligtet til at se sig selv med deres øjne, ligesom almuen så sig selv med borgerskabets. Dog er han samtidig så meget sig selv, at protesten kommer til orde og går som en dyster akkord gennem bøgerne.
I 'O. T.' er tilfældet konstrueret mere forviklet, men er i øvrigt det samme. Heltens stolthedsfølelse driver ham frem til dåd og kamp mod mørke skygger der kastes ned over hans liv fra minderne om Odense tugthus, hvor han er født. At H. C. Andersen her lader helten sammen med angstfølelsen have den stolthed de andre mangler, er ikke andet end en omvendt ytringsform for den samme følelse som behersker de andre romaner, underlegenhedsfølelsen. Bag romanens begivenheder trækker sig diskussionen om fødselsadel eller åndsadel. Helten siger:

'En adel, som kun fødselen giver, den er intet, og der vil komme en tid at en sådan slet ikke vurderes, at åndens adel er den eneste.'

Typisk nok lader Andersen samtidig helten råde sin ven fra at gifte sig med en opvartningspige. Begrundelsen er den dårlige vittighed, at han derved ville blive opvarter hos opvartningspigen, hvad der ville nedværdige hans åndsadel. Andersens forsøg på at hævde sig slår gerne på et vist tidspunkt over i selvfornedrelse.
Det rørende i fortællingerne, den tiltalende hensyntagen til alle sider, gav romanerne indpas hos de læsende kredse af adelen og borgerskabet. Den dybere undertone af kritik i bøgerne tog man ikke så alvorligt som den var ment, man glædede sig over den kvantitativt dominerende genklang af almindeligt elskede stemninger og refleksioner, over det godes magt, enkelte menneskers ondskab og den dybe tilfredsstillelse ved at se helten blive noget stort - om ikke i den ydre verden, så i den indre.

Kierkegaard og Andersen
Kun de særlig lydhøre opfattede det egentlig ny. I almindelighed forstod man ikke bedre end at det drejede sig om hvad vennerne kaldte Andersens klynkeri og selvoptagethed. At det virkelig var en ny indstilling, opdagede kun den der så konsekvenserne og forstod at de gik videre end borgerskabets filosofi og åndsliv kunne gå med til. Søren Kierkegaard skrev sin pjece 'Af en endnu levendes papirer' der angriber H. C. Andersens opfattelse af tilværelsen. Pjecen er en analyse af romanen 'Kun en spillemand'.
Kierkegaard angriber digteren fordi han lader bogens helt, der er et geni, gå til grunde, da omverdenen ikke vil give ham den støtte virkeligt talent og geni har krav på. Ideen om at omgivelserne skulle bestemme menneskets udvikling er Kierkegaard forhadt. Skønt han selv både i sine skrifter og i sit liv var egocentrisk som få, bebrejder han Andersen at han ikke kan løsrive sin digtning fra sit eget jeg, men at det overalt i romanen er ham selv der taler.
Kierkegaard er klar over at dette skyldes Andersens personlige forhold, der har gjort ham selvoptaget. Men den grund han angiver til Andersens selvoptagethed er ikke mindre privat for Kierkegaard end ideen i romanen er personlig for Andersen. Han forklarer den nemlig som digterens mangel på forståelse af den betydningsfulde filosofiske udvikling i tiden, som Kierkegaard selv havde gennemløbet, den hegelske skoles konservative retning. Hertil føjer han, at hele landet var så opslugt af politik, at der ikke var noget der kunne inspirere en digter, som derfor helt var henvist til sig selv. At en digter må afsky politik anså Kierkegaard for så selvfølgeligt at det ikke trænger til bevis.*
Det gælder, som man ser, om at fornægte Andersens ret til at dømme ud fra de oplevelser der har været bestemmende for hans udvikling. Og det gøres ved at argumentere med det der havde været bestemmende for Kierkegaards egen. Den anskuelse Andersens bog forkynder er, at livet er en undergangsproces af det store og udmærkede, men det vil Kierkegaard ikke anerkende som en livsanskuelse, fordi han i den kun finder skepsis og mistillid til livet. Han kalder den usand, for 'den forestilling at geniet må sejre er ligesom et arvegods fra en foregående, bedre tilværelse, som, fravristet menneskeslægten, nødvendigvis må nedstyrte denne i modløshed.'
Hævet over de enkelte begivenheder skal digteren se en udødelig ånd som overlever det hele, men den savner Kierkegaard i Andersens roman.
Denne verdensfornuft der skal sejre, selv når mennesket knuses, er ikke andet end det gamle uforklarlige gudsbegreb. Kierkegaard benytter det til at undskylde den uretfærdige skæbne der rammer Andersens helt, og henviser blot til en højere retfærdighed. Kierkegaard har ret i, at konsekvensen af Andersens roman er tvivl om og mistillid til en højere retfærdighed. Andersen drog ikke selv den konsekvens som den skarpere tænkende læser måtte drage. Ligesom hele almuen havde han en fast tro på et styrende forsyn der virkede i alle store livstilfælde. Han troede, at hvad der skal ske, det sker. En skæbnetro der var mindre i overensstemmelse med Kierkegaards kristelige syn, men passede godt for alle dem der ikke selv bestemte deres tilværelse.
Trods foragten for Andersens bog forstod Kierkegaard meget mere af den end Andersen-forskerne i dag. Det der har forfærdet ham er, at sjælelige og åndelige fænomener er forklaret ud fra sociale og materielle forhold. Kierkegaard hævder at livet må forstås gennem ideen. Genialitetens idé - at geniet må sejre - vil han ikke have bevist ud fra virkeligheden, han fordrer at digteren skal tro på den trods virkeligheden. Andersen havde følt problemet helt uforskønnet og fremstillede det derfor omvendt. I de angstneuroser han led af indgik en tydelig følelse af at skulle lide uforskyldt. Kierkegaard var søn af en velhavende kræmmer og levede hele sit liv af faderens penge. Han var idealismens mest yderliggående forfægter.

NOTE:
* Det er et dogme, at H. C. Andersen ikke interesserede sig for politik. Men det gælder kun politik i snæver lokal betydning. De store folkebevægelser bringer han mange steder ind ved forskellige hentydninger i romaner og eventyr. Vil man se hans interesse for politik i dybere forstand, kan man sammenligne f. eks. den femte aften i 'Billedbog uden billeder' - den oprørske fattige dreng, der dræbes i julirevolutionen - med Poul Møllers utrolig uforstående digt om samme revolution, 'Kunstneren mellem oprørerne'.

Harald Rue 1895-1957
Litteratur- og kunsthistorikeren Harald Rue var vokset op i et københavnsk arkitekthjem, tog i 1924 embedseksamen i dansk, tysk og engelsk og fik samme år trykt sin første afhandling om den unge Georg Brandes` opfattelse af det 19. århundredes danske litteratur.
Harld Rue var en af de tidligste og mest konkrete marxistiske litteraturteoretikere i Danmark og blev pioneren i dansk litteratursociologi med en række artikler i tidsskrifterne Clarté (1926-27), Monde (1928-32), Frem (1932-35) og Clarté (1936-43). I 1937 udsendte han sin 'Litteratur og Samfund', der med eksempler (bl.a. H. C. Andersen) og teoretisk indføringer har dannet forbillede for senere litteratursociologers analyser og fremstillinger.
Rue adskilte sig fra de kommunistiske litteraturkritikere og forfattere ved sin anerkendelse af såvel den kritiske som den proletariske realisme. Således rummede han både Hans Kirks og Harald Herdals romanrealisme inden for sin litteraturopfattelse. På samme måde gav hans billedsyn plads for så forskellige kunstnere som Willumsen, Olaf Rude, Aksel Jørgensen, Storm Petersen, Anton Hansen og nye udtryksformer som politisk agitationskunst og fotomontage.
I 1030-32 forestod Harald Rue udgivelsen af serien 'Social Kunst' på Mondes Forlag.

Kilde: 'Lysår' af Olav Harsløf og Arbejderkultur 1924-48 af Ib Bondebjerg og Olav Harsløf.