¤¤Verden er tilsyneladende længere end nogensinde fra at forsøge at løse de grundlæggende spørgsmål, den står over for, og glider længere og længere ind i en fase præget af konfrontation, vold og overbetoning af kulturelle forskelligheder¤¤. Det siger den britiske skribent og professor, Fred Halliday i den nye rapport om Verdens tilstand.

af Hans Chr. Andersen
Verdens tilstand 2005 er en oversættelse af uddrag af verdens mest læste miljørapport State of The World 2005, udarbejdet af Worldwatch Institute.
Dette års danske udgave indeholder fem emner/kapitler, der er udtryk for det brede miljøsyn, som rapporten anlægger.
Det handler ikke kun om ødelæggelse af miljøet, men også om konsekvenser heraf og ikke mindst sammenhængen mellem fattigdom, manglende udviklingsmuligheder, ødelagt miljø og trusler mod de enkelte befolkningers og staters sikkerhed.

Trusler mod sikkerhed
Rapporten understreger, at terrorisme naturligvis er et stort problem men at den kun er et symptom på en langt mere omfattende række spørgsmål, herunder fattigdom og reel mangel på udvikling.
Rapporten tager afstand fra den definition af terrorisme, der er gængs i mange vestlige landes regeringer og kritikken underbygges af den britiske skribent og professor, Fred Halliday: 'Verden er tilsyneladende længere end nogensinde fra at forsøge at løse de grundlæggende spørgsmål, den står over for, og glider længere og længere ind i en fase præget af konfrontation, vold og overbetoning af kulturelle forskelligheder'.
Rapporten fremhæver, at politiske strategier, der primært sigter på at skabe sikkerhed med militære midler, men som ikke gør noget ved den bagvedliggende ustabilitet, sandsynligvis vil udløse voksende vold og ustabilitet og muligvis også føre til et sammenbrud for de internationale regler og normer.
Det påpeges, at en række af de forholdsregler, der er indført i terrorbekæmpelsens navn, kan medføre en voksende voldsspiral, underminerer det internationale samarbejde, svækker menneskerettighedslovgivningen og andre internationale normer. Og der er en tydelig kritik af den strategi, der føres af Bush og lederne af andre kapitalistiske lande.

Krig og oprustning
De samme lande prioriterer nu overholdelsen af Ikke-spredningstraktaten meget højt, men udelukkende når det drejer sig om at forhindre at nye lande får atomvåben. At Traktaten forpligter de eksisterende stormagter til nedrustning, ses der helt bort fra. Nedrustningen er ikke blot gået i stå men USA udvikler i øjeblikket nye våben, herunder lavintensive atomvåben. Denne udvikling vil føre til en sænkelse af tærskelen for, hvornår atomvåben tages i anvendelse.
Rapporten fordømmer Bush-administrationens påberåbelse af retten til at føre forebyggende krige og at føre krige uden om FN og rapporten peger på den katastrofale opfølgning på de amerikansk ledede krige mod Afghanistan og Irak, hvor krigen sættes i højsæde mens genopbygning og udvikling tilsidesættes.
Afghanistan har modtaget langt mindre støtte end andre lande, der har skullet genopbygges efter krige og borgerkrige, således blot 67 $ pr. person mens f.eks. Haiti modtog 74 $, Bosnien 249 $ og Kosovo 814 $ pr. indbygger.
I Irak har USA besluttet at overføre næsten 3,5 mia. $ fra vandforsynings-, kloakerings- og elektricitetsprojekter til en række sikkerhedsopgaver.

FN's 2015-mål
Skøn tyder på, at der kan skaffes rent vand og sanitet til alle, hungersnøden halveres, stoppe jorderosionen, hjælp til alle kvinder før, under og efter fødsler, udrydde analfabetisme, vaccinere alle børn i udviklingslandene samt redde millioner af menneskeliv ved indsats mod malaria i Afrika - alt dette for en samlet pris der svarer til ca. halvdelen af de 211 mia.$, der sandsynligvis er brugt på Irak-krigen ved udgangen af 2004.
Det sætter tingene i perspektiv: Der er råd til at indfri de udviklingsmål, som FN har stillet op; det er alene den politiske vilje, der mangler.
Det er også tilfældet med den internationale bistand til udviklingslandene, der er faldet op igennem 1990erne, fra ca. 73 mia. $ i 1992 til 57 mia. $ i 2002. FN`s 2015-mål for udvikling kan ikke nås med den nuværende bistand, der svarer til 0,25 procent af landenes bruttonationalindkomst. FN`s mål for bistanden er på 0,7 procent, hvilket ville svare til mere end 110 mia.$ årligt mere i bistand end nu.
Samtidig opretholder de rige lande toldbarrierer over for udviklingslandene og bruger millioner af dollars på at subsidiere blandt andet landbruget. Således giver EU ca. otte $ om året pr. person i bistand til Afrika syd for Sahara men vælger at give 913 $ i støtte pr. ko i EU.

Olien
Der gives i rapporten mange eksempler på oliens betydning, herunder olien som handelsvare, som væsentligt element i geopolitiske strategier og dermed betydning for fred, udvikling og sikkerhed.
Denne sidste rolle får olien fordi økonomisk udvikling i meget høj grad baserer sig på forbrug af olie. De enkelte landes økonomier og udviklingsmuligheder gør sig således mere og mere afhængige af olien; adgang til, prisfastsættelse på og leverancerne (transporten) af olien får voksende politisk og geo-strategisk betydning. Der skal ikke mange svigt i leverancerne eller prisforhøjelser til, før det får alvor betydning for økonomien. Og det gælder også for de fattigere udviklingslande, bl.a. fordi disse lande bruger meget mere olie i forhold til deres økonomiers størrelse.
Det er anslået, at hvis den prisforhøjelse på 20 $ pr. tønde, der skete i 2004 fastholdes, vil det i 2006 reducere den økonomiske vækst i USA med 1,0 procent, i Europa med 1,6 procent men med 3,2 procent i Indien og 5,1 procent i de fattigste lande, hovedsageligt i Afrika.

Olie-historie
Ved Anden Verdenskrigs ophør dækkede amerikanske oliefelter stadig 2/3 af verdens olieforbrug. Men allerede i 1948 var USA blevet nettoimportør af olie og med sammenbruddet af det britiske imperium blev Mellemøstens oliekilder i stort omfang underlagt USA.
Og her får markedet ikke lov at bestemme; dertil er olie en alt for vigtig vare. Allerede i 1947 citeres en amerikansk økonom for at sige, at 'amerikanske interesser må have fysisk kontrol med, eller i hvert fald sikker adgang til, tilstrækkelige forsyningskilder med en passende beliggenhed'. Det er en pænere måde at sige på, at man er villig til at anvende militær magt for at sikre sig olien.
Efter 'olie-krisen' i 1973-74 beskrev daværende amerikanske udenrigsminister Kissinger, hvilke omstændigheder der ville føre til anvendelse af militær magt for at sikre en frit flydende olie. I 1980 understregede præsident Carter, at ethvert forsøg på at kontrollere Den Persiske Golf ville blive opfattet som 'et angreb på USA's vitale interesser' og derfor 'slået tilbage med alle nødvendige midler, herunder militær magt'.
Carter-doktrinen udgør også i dag et væsentligt grundlag for USA's politik og den er måske mere central end tidligere: USA forbruger 1/4 af den globale olieproduktion; landene i Den Persiske Golf leverer 1/5 af den amerikanske import.
Her findes også en af de væsentligste forklaringer på USA's krig mod Irak: ønsket om at beherske de irakiske oliefelter (der indeholder mindst 10 procent af verdenstotalen) samt sikre væsentlig indflydelse på prisdannelsen. Samt USA's voksende engagement i olieproducerende lande, herunder de tidligere sovjetrepublikker i Asien.
Også dette års rapport om Verdens tilstand indeholder mange nyttige oplysninger og sætter de enkelte problemer ind i en større sammenhæng. Den kan så absolut anbefales.

Ungdom
Hvis man interesserer sig særligt for ungdommens forhold og udviklingsmuligheder i de fattige lande er temaet i tidsskriftet for internationale studier, Den ny verden (nr. 3, 2004), Vrede unge mænd?globalisering, marginalisering og mobilisering. Det kan glimrende læses som supplement til de afsnit i Verden tilstand, der beskæftiger sig med det voksende antal unge i udviklingslandene som er arbejdsløse og uden en ordentlig fremtid. Ifølge Verdens tilstand udgør ungdomsarbejdsløsheden 26 procent i Mellemøsten og 21 procent i Afrika Syd for Sahara. Mindst 60 mio. unge i alderen 15-24 står uden arbejde.
I otte artikler i Den ny verden, skriver forskere særligt om unge mænd og de problemer der er forbundet med manglende muligheder for uddannelse og arbejde, generationskonflikter forbundet hermed, kriminalitet, mv. Der er artikler om børnesoldater i Afrika, om unge palæstinenseres deltagelse i intifadaen, fra Sydafrika, Brasilien og Kina.
Det, der er fælles grundlag for de problemer der tages op, er følgerne af den ny-liberalistiske politik, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond påtvinger udviklingslandene. En politik, der blandt andet medfører nedskæringer i uddannelsessystemerne, indførelse af brugerbetaling, nedskæringer af jobs i den offentlige sektor og så videre.
Alt dette betyder en daglig kamp for eksistens men også alvorlige identitetsproblemer og generationskonflikter. Mulighederne for kriminalitet eller rekruttering til deltagelse i krig, kan udgøre et fristende alternativ.

Verdens tilstand 2005. Ressourcepres og konfliktforebyggelse. Mellemfolkeligt Samvirke. 2005, 180 sider, 198 kr.

Vrede unge mænd? Globalisering, marginalisering og mobilisering. Den ny verden. Tidsskrift for internationale studier, 2004:3. Dansk Institut for Internationale Studier, 108 sider, 85 kr.