¤¤Tolken¤¤ er en velspillet og vellykket film med en yderst karismatisk Nicole Kidman i en af hovedrollerne.
af Niels Ole Nielsen
Sidney Pollack har gjort det igen. Han har lavet store politiske thrillers, og Tolken - the interpreter - er en af de bedste af slagsen. Pollack har endda fået lov til at indspille dele af filmen i selve FN-bygning, hvilket er første gang. Alfred Hitchcock fik ikke lov, da han indspillede Menneskejagt.
Og så har filmen det hele, en god historie, flot filmatisering og især er den yderst velspillet. Det skyldes i høj grad Nicole Kidmans eminente skuespil og Sean Penns modspil til hende.
Selv om Sidney Pollack understreger, at filmens historie er fiktiv, er der alligevel noget autentisk over den. Filmen skildrer et opdigtet afrikansk land, Matobo, hvor der foregår voldsomme stammekrige, politiske magtkampe og korruption, som har været tilfældet i nogle post-koloniale afrikanske lande.
Ordet contra volden
FN-tolken Silvia Broome (Nicole Kidman) overhører en samtale på et sprog, som kun tales og forstås af en håndfuld mennesker i hele organisationen ud over hende selv. Silvia bliver rædselsslagen, fordi ordene vil kunne ryste FN i sin grundvold, da nogen planlægger et attentat mod en afrikansk præsident for øjnene af hele generalforsamlingen!
Hun flygter ud af FN-bygningen og hjem i sin lejlighed. Silvia beslutter sig efter nogen tid for at fortælle, hvad hun har hørt til sikkerhedsfolkene i FN-bygningen. Hendes historie modtages imidlertid med skepsis af sikkerhedsfolkene, men for at være på den sikre side sætter Secret Service Tobin Keller (Sean Penn) på sagen.
Keller og Sylvia kommer straks på kollisionskurs, fordi han mistænker hende for at have opdigtet historien for at gøre sig interessant. Men Keller kommer på andre tanker, da undersøgelser bestyrker mistanken om, at noget er under opsejling.
Sideløbende afdækker Keller ting i Silvias fortid, der antyder, at hun er mere end et tilfældigt vidne. Han kører hårdt på for at afsløre sandheden, mens hun med diplomatisk snilde ikke fortæller mere, end hun er nødt til.
Pludselig begynder truslerne og attentaterne mod Silvia, og et skæbnefællesskab mellem Keller og Silvia, som har vidt forskellige holdninger til livet, er uundgåeligt. Silvias indgangsvinkel til at løse konflikter er ordet og diplomatiet, mens Kellers indgangsvinkel umiddelbart er, at løse vold med vold.
Deres menneskesyn er nu mere nuanceret end som så. Voldsomme hændelser og stærke følelser har det med at ændre holdninger til bestemte situationer. Mere skal ikke røbes her, andet end at de to nærer mere end blot sympati for hinanden.
Dansk islæt
Filmen har også et markant dansk islæt i sig. Den dygtige danske skuespiller Jesper Christensen, blandt andet verdensberømt i Danmark for sin hovedrolle i Fly's Bænken, spiller den attentattruede afrikanske præsidents sikkerhedschef Nils Lud. Det er imidlertid ikke en helterolle, som Jesper Christensen spiller, snarere tværtimod.
Om Tolken er der kun godt sige. Det er amerikansk film, når den er bedst. Det gælder blandt andet også filmens afbalancerede komposition af god action og karakterskuespil af højeste karat.
Tolken. Instruktion: Sidney Pollack. Manuskript: Charles Randolph, Scott Frank og Steve Zaillian. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278