En udstoppet struds, en italiensk underskøn og overmenneskelig smidig kvinde, dansende wienerbrød og meget mere.
af Nick Bruun og John Bruun
Tivoli har de seneste år brudt med en lang tradition af revyer og i stedet forsøgt at finde på noget nyt. Først var det Dr. Dante, der indtog Glassalen med en ny form for revy. Sidste år rykkede Søren Østergaard ind med sin varieté.
I år består varietéen af direktør Østergaard, skuespiller Sidse Babett Knudsen, musiker Ivan Petersen, Frans Bak`s orkester og tre 'rigtige' artister: en klovn med usædvanlig mimik, en italiensk kvindelig akrobat og en jonglør fra Tyskland.
Selve idéen er go; spraglet og varieret underholdning på en meget nutidig facon med masser af spræl og sort humor. Dertil et fantastisk højt niveau af de 'rigtige' artister, som på fin og lidt overraskende vis glider ind i den samlede varieté. De falbelader og teatralske konventioner som komikerne Østergaard og Babett Knudsen karikerer fra artisternes verden, udføres i ramme alvor af 'de rigtige' artister. - Og det virker helt rigtigt og okay - og det er sjovt.
Dansende wienerbrød
Vi må tilstå, at Søren Østergaards dansende wienerbrød set på tv aldrig har været vores kop te. Ej heller når han karikerer en markedsgøgler, der konstant snakker med sig selv og svarer på egne spørgsmål. Men vi må sige, at det er en helt anden og meget sjovere oplevelse at være der selv, i samme lokale som Østergaard. Hele nærheden og stemningen i salen og den intimitet, der er mellem scene og publikum, gør sketchene virkelig underholdende.
Frydefuld latterkrampe
Sidse Babett Knudsen er en dejlig skuespillerinde, der er meget modig. Og det er befriende. Hun tør at være grim og særdeles gennemført kikset, så det er en fryd og latterkrampefrembringende at se på.
Det er der faktisk ikke mange der kan gøre hende efter i dette land. Stor hat af for det. Og for hele hendes timing, mimiké kort sagt hendes skuespilkunst.
Klasse-artisteri
Slangemennesket Annaliza Catena kan vride kroppen på de mest utrolige måder. Med legende lethed kan hun bære hele kroppens væg med kæbemusklerne - og så ser det endda yndefuldt ud. Det er en fryd for øjet.
Oliver Groszer optræder først som blæret Elvis-klon med en snor og et par 'pokaler', som han ekvilibristisk jonglerer med. Senere dukker han op i en langt mere nørdet udgave og gennemfører et poetisk nummer med tre 'dansende' metalstænger. Det er stilladsarbejde for viderekomne.
Klovnen Kotini Junior fra Ukraine fuldender trekløveret af knalddygtige artister med gummi-akrobat sketchs og klassisk klovnemimik.
Artisterne betager og ligesom med Østergaards indslag virker det langt mere imponerende, når man oplever det live.
Musikeren Ivan Petersen kæder numrene sammen med et udvalg fra den vestlige pop-sangskat. Han er en ubetinget dygtig sanger, som kan sit håndværk. Men det er svært at hamle op med de originale indslag i varietéen, når man står og synger kopi-rock. Med det i mente, og hvis man er til Ivans hårdt smældende sang, så er det godt gjort.
Alt i alt er det et godt bud på underholdning, der serveres i Glassalen af Tivoli denne sæson. Varietéen er en kunst-form, som kan være brugbar i mange sammenhænge - især i en fornyet og nutidig form á lá Østergaard.
Søren Østergaards Tivoli Varieté opføres i Glassalen i Tivoli indtil 27. august. Medvirkende: Søren Østergaard, Sidse Babett Knudsen, IvanPedersen og Frans Baks orkester samt artisterne Oliver Groszer, Annaliza Catena og Kotini Junior. Iscenesættelse: Søren Østergaard. Scenografi: Kirsten Brink
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278