Stine Michel har som så mange andre dette år ladet sig inspirere af H.C. Andersen og eventyret Skyggen. Det gør hun med indlevelse, nærvær og stort, stort talent.
af Michael Rasmussen
Lad det være sagt med det samme. Hun lægger ikke ligefrem skjul på, at selveste Poul Dissing medvirker på fire af numrene. Og hvorfor skulle hun da også det? De klæder hinanden urimeligt godt, Stine og Poul! Gælden til folkeviserne, til folkeviddet, til poesien har de til fælles.
'Jeg har i den danske jord gravet gamle mytologier og eventyr op som tiden har gjort uklare. Med en kærlighed til vores fælles historier har jeg fornyet og foreviget dem på vores sprog. Jeg har ladet mig vugge af de glemte sanges sensuelle briser, ladet saften trænge ind i barken, iklædt mig nutiden, afklædt af fortiden. Forfulgt fantasiens sande værdier i håb om at den himmelske flod for en stund vil oversvømme vore jordiske hjerter.'
Sådan siger Stine Michel selv om Lad Skyggerne Danse, og det kan vel næppe siges smukkere. Med stor poesi i både tekster og musik lokker Stine os ud på en tur på fantasiens vinger. Mærkeligt vævende, mærkeligt svævende, mærkeligt bevægende. Her er ingen store arrangementer, ingen strygere og store kor. Her er til gengæld nerve i hver en minimalistisk tone. Naivt i ordets bredeste og bedste betydning, ugenert og sjælfyldt. En lytteoplevelse af de rigtig gode, som jeg i hvert fald skal høre mere end mange gange for at blive mæt af!
Sådan en udgivelse får en aldrende anmelder til at kigge i aviserne efter en Stine Michel-koncert. For når hun fremfører musikken live sker det i en sammensmeltning af dans, fortælling og musik.
Og med Stine Michels talent for at bringe poesien ind i teksten, ind i sangen, skulle det undre mig meget, om ikke også hun på lige så betagende vis bringer poesien ind i dansen. Lad blot H. C. Andersen-fonden og alle de såkaldte ambassadører tage sig af det kommercielle reklameshow, og lad dem blot føre sig frem som kejseren uden klæder. For Stine Michel har med albummet Lad Skyggerne Danse givet den gamle eventyrdigter sin blomsterbuket. Og smukkere buket kan ingen digter vel ønske sig!
Stine Michel: Lad Skyggerne Danse. www.stinemichel.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278