Bo Lidegaards bog, ¤¤Kampen om Danmark 1933-1945¤¤ er velskrevet og går bag om facaden på dansk politik i en hektisk periode.

af Hanne Rosenvold
Det er en vægtig historiebog om en væsentlig og spændende periode i Danmarkshistorien, som Bo Lidegaard har skrevet.
Kampen om Danmark er titlen og her gennemgås på 600 kompakte sider den politiske udvikling i årene 1933-1945 nøje. En periode, der mange år fremover vil være interessant, fordi Danmark i denne periode blev trukket ind i den storpolitiske udvikling. Fordi det fra Hitlers magtovertagelse i 1933 stod klart, at Danmark var nabo til et regime, der havde stormagtsambitioner og var parat til at bruge alle midler, herunder krigen, for at nå sine mål.
Fra det stod klart, handlede dansk udenrigspolitik om, hvordan man skulle forholde sig til den 'nye' nabo. De politiske overvejelser, diskussioner, modsætninger og beslutninger beskrives ganske grundigt af Lidegaard.
Det står lysende klart, at ledetråden i dansk politik op gennem 1930'erne først og fremmest handlede om ikke at tirre Tyskland, blandt andet fordi de ledende politikere var bange for, at Tyskland ville rejse krav om grænsereguleringer i Sønderjylland. Således blev den danske presse bedt om ikke at kritisere forhold i Tyskland og da man i Folkeforbundet (en slags forløber for FN) skulle stemme om en resolution, der fordømte Tysklands oprustning, undlod Danmark, som eneste land, at stemme.

Neutralt Danmark
Danske politikere forsøgte krampagtigt at fastholde, at Danmark var neutralt i det opgør mellem Europas stormagter, der begyndte at tegne sig. Det nazistiske Tyskland udnyttede kynisk de danske politikeres angst for den sydlige nabo. I 1937-38 krævede - og fik - Tyskland således en aftale, der gav dem ret til, i freds- såvel som i krigstid at overflyve de danske bælter.
I 1939 udlagde den danske flåde, på tysk 'opfordring', miner i bælterne angiveligt 'for at forhindre britiske ubåde i at sejle ind i Østersøen'.
Datidens politikere mente ikke at have nogle alternativer - eller at alternativet var tysk tvang. Så hellere aftaler med et skær af 'frivillighed'. Det var den holdning, der førte direkte over i samarbejdspolitikken efter 9. april, da Danmark var blevet besat af det nazistiske Tyskland.
Det står klart, at forfatteren, Bo Lidegaard langt hen af vejen deler politikernes holdning: samarbejdspolitikken var det mindste onde.
Men også for en læser, der mener samarbejdspolitikken var fej og pinlig, er det spændende at læse om de utallige konkrete episoder gennem årene op til og efter 9. april, hvor de danske politikeres højt besungne demokratiske grundholdninger tilsidesættes til fordel for nazisternes krav.

Kommunisterne og modstandskampen
Uanset politisk grundholdning anerkender alle kommunisternes store indsats i modstandskampen. Det gælder også Lidegaard, men noget af det mest spændende at læse om i Kampen om Danmark er i virkeligheden, hvordan de gamle politikere og ikke mindst socialdemokraterne, havde store politiske problemer med, hvordan de skulle tackle kommunisternes succes.
Deres politik på tidspunkter, hvor Danmark fortsat var besat, handlede i virkeligheden mere om, hvordan man kunne indkapsle kommunisternes popularitet frem for, hvordan man kunne bekæmpe besættelsesmagten. Hvordan man kunne gøre forberedelser, der ville forhindre kommunisterne i, når krigen var slut, at høste frugterne af deres store indsats.
Lidegaard giver flere eksempler på, hvordan Socialdemokratiet, som gennem årtier ubetinget havde været arbejderklassens politiske talerør, fik meget, meget store problemer under besættelsen. I takt med det ene knæfald efter det andet overfor tyskerne, mistede partiet sit rodfæste og opbakning i arbejderklassen, især på landets store arbejdspladser.
Det kom til udtryk ikke mindst under folkestrejkerne i 1944 og gav ledende socialdemokrater stof til eftertanke. Som en konsekvens søgte Socialdemokratiet tilnærmelse til modstandsbevægelsen og Frihedsrådet og gik i gang med at udarbejde et efterkrigsprogram 'Fremtidens Danmark', der stillede arbejderklassen økonomisk og social fremgang i udsigt. Endelig oprettede Socialdemokratiet AIC, 'Arbejderbevægelsens Informations-Central', der samlede informationer om kommunistiske tillidsfolk og aktivister på landets arbejdspladser og derigennem understøttede partiets kamp mod den kommunistiske indflydelse.
Som det vel er fremgået af ovenstående er Bo Lidegaard hverken kommunist eller progressiv. Alligevel har han skrevet en historiebog, der er værd at læse. Ikke mindst for os mange, der ikke selv oplevede de onde år. Den giver indsigt i det etablerede Danmarks tankegang dengang - en lærdom, vi som kommunister kan bruge også i dag.

Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. 600 sider. 399 kr. Gyldendal. Er udkommet.