Der var flere magiske øjeblikke på årets Skagen Festival, hvor The McCalmans fik Årets Folkemusikpris og Savage Rose blæste et lamslået publikum omkuld

af Peter Rasmussen
Den midaldrende sygeplejerske fra Aalborg var slemt skuffet. Hun befandt sig på Skagen Festivals førstescene til en koncert, som hun havde glædet sig til i tre årtier.
Hun havde hørt den skotske gruppe, The McCalmans, for 30 år siden, og bandet var slet ike det samme i dag, betroede hun højlydt alle de tilskuere, der gad lytte. Det var ikke mange.
Til skotternes forsvar skal det siges, at bemandingen har ændret sig de sidste 30 år, hvilket nordjyden også var utilfreds med. Selv ikke oplysningen om, at to af gruppens medlemmer var afgået ved døden - og dermed havde mere end gyldigt frafald - synes at formilde hende.
Man kan nu ikke just beskylde The McCalmans for de store musikalske svinkeærinder de sidste 30 år. Dagens arbejde består stadig af tre-stemmige harmonier, umådeligt lange anekdoter og original skotsk folkemusik med stor appel. Det er grunden til, at de tre driftsikre skotter søndag aften modtog Årets Folkemusikpris i Skagen.

Irsk svineri
På samme måde foregår udviklingen i Skagen festival ikke i store spring, men i en lang glidende bevægelse i sit eget univers, der spænder fra røvbaldeversioner af The Wild River til øjeblikke af stor kunst.
Den irske galning, Tom Donovan, er eksponent for førstnævnte, men med talent og energi: En sanger, der i løbet af få sange tilsviner Hitler, Göring, Pia Kjærsgaard, Kim Larsen (uden sammenligning i øvrigt!), englændere i almindelighed og dronning Elizabeth i særdeleshed, kan umulig være en kedelig oplevelse!
Trods de mange traditioner blev årets festival også præget af verdens skæve gang, om end på sin egen måde.
Mens Green Day spillede American Idiot i Roskilde i protest mod præsident Bush, sang McCalmans om USA`s blodige krig i El Salvador i 80`erne med sangen When Yankee Boots Are Marching. Aktuelt på sin egen fuldstændigt uaktuelle facon.
Til gengæld var der rene ord for pengene, da Savage Rose lørdag aften sang Stop the Crazy Man i endnu en hilsen til ugens mest omtalte amerikaner.

Pludselig kom Dissing
Et junglebarn i bare tæer sang sig lige lukt ind i hjertekulen på en lamslået publikum, hvoraf kun en enkelt resolut rejste sig og stavrede ud i natten på jagt efter en kopi-version af Whisky In The Jar, da Anisette hviskede filosofiske overvejelser til de 2000 tilhørere, siddende på scenekanten.
Han gik glip af en fantastisk afslutning, da Savage Rose fik os til at synge Kringsatt af Fiender og slutteligt klassikeren I Kan Ikke Slå Os Ihjel.
Ind fra højre side af scenen trippede en ældre befippet herre med blød hat og hænderne i lommen, og før vi vidste af det stod Povl Dissing og Anisette hånd i hånd og sang Christiania-sangen sammen med alle os andre på en måde, der på forunderlig vis hverken var nostalgisk eller over sidste salgsdato.
Koncerter som denne er med til at holde Danmarks nordligste festival i live og udvikle den, så den også har noget at sige sit publikum i fremtiden.
Om ti år vil vi sikkert høre sygeplejersken fra Aalborg sidder deroppe og brokke sig over, at musikken ikke er, som den var i 2005!