Sex, moral og dobbeltmoral. Magtmisbrug, hykleri og intriger blandt det bedre borgerskab. Lige for Lige har alle ingredienserne til let sommerunderholdning
af John Bruun
Scenen er irgrøn og det samme er bagvæggene, som trods deres tunge udseende kan bevæges hurtigt og skabe nye ind- og udgange. Den grønne farve skaber en smuk baggrund til de farvestrålende kostumer og stykkets lette stemning.
Ind på scenen springer et ungt par og kopulerer åbenlyst nydende midt på scenen. Så er temaet slået an. Det handler om at have magt og snilde til at få adgang til sex uden at blive ramt af de love, der skal beskytte samfundet mod promiskuitet og løslevned.
Hertugen bliver munk
Hertugen Vincentio (Lars Mikkelsen) overlader sin post til en stedfortræder, Angelo (Niels Anders Thorn), og forklæder sig selv som munk, for at kunne holde øje med hvorledes denne yderst moralske mand vil klare sig i hans sted. Vincentio har selv tolket lovene meget liberalt.
Det går selvfølgelig, som det skal. Den moralske Angelo dømmer en ung mand, Claudio (Thomas Levin), til døden for at have haft sex før ægteskabet. Hvorefter han selv spindes ind i et net af hykleri og magtmisbrug af Claudios søster (Lene Maria Christensen) med hjælp fra den forklædte Hertug Vincentio.
Men da det er en komedie, er det magtmisbruget og hykleriet, der ender med at blive udstillet og gjort til grin, mens den ungdommelige kærlighed står tilbage som vinder.
Sex-økonomi
Det er en komedie fuld af arketypiske morsomme episoder, der udstiller menneskelige svagheder. Kødets lyst overfor de moralske love. Løgn og bedrag for at hytte eget skind og erobre sin del af glæderne i samfundstoppens seksuelle økonomi.
Alt emmer af liderlighed. Bare nonnerne hører en mandestemme i klosteret må de tage sig selv i skridtet.
Omkring de veloplagte hovedrolleindehavere sværmer et væld af luderkarle, munke, nonner, en bordelværtinde, en bøddel og forskellige adelsmænd. Der er fuld fart på skuespilleriet og en timing og lethed i sproget, der gør stykket til en svært underholdende komedie.
Forestillingen varer cirka to timer uden pause, og før forestillingen er der mulighed for at spise madkurv på plænen eller ved bordene i teatrets smukke have. Det virker yderst sommerligt og romantisk.
Husk et uldent tæppe eller en jakke. Det er god at have med, når solen forsvinder, og man sidder stille på træbænkene og nyder Shakespeares åbenbart eviggrønne komedie.
Lige for lige af William Shakespeare opføres på Grønnegårds Teatret indtil 20. august. Medvirkende: Lars Mikkelsen, Niels Anders Thorn, Finn Nielsen, Thomas Levin, Lene Maria Christensen, Jesper Hyldegaard, Helle Dolleris, Peter Oliver Hansen, Mads Wille, Morten Staugaard og Beate Bille. Instruktion: Alexa Ther, Scenografi: Rikke Juellund
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278