I slutningen af Anden Verdenskrig fandt fire af de værste skibskatastrofer sted i Østersøen, men alligevel er de fire skibes navne ikke særlig kendt i offentligheden

af Torben Retbøll
Den svenske historiker Claes-Göran Wetterholm har skrevet en bog med titlen Dødens hav: Østersøen 1945. Det er en dansk oversættelse af en svensk original fra 2002. Bogen handler om fire katastrofale skibsforlis, der fandt sted i Østersøen i slutningen af Anden Verdenskrig. De fire skibe er:
Wilhelm Gustloff, der blev sænket af torpedoer fra en sovjetisk ubåd kort før midnat den 30. januar 1945. Ombord var mere end 10.000 mennesker. Næsten alle omkom.
General von Steuben, der blev sænket af torpedoer fra den samme sovjetiske ubåd kort efter midnat den 10. februar 1945. Ombord var mere end 4.000 mennesker. Næsten alle omkom.
Goya, der blev sænket af torpedoer fra en anden sovjetisk ubåd kort før midnat den 16. april 1945. Ombord var 6-7.000 mennesker. Næsten alle omkom.
Cap Arcona, der blev bombet og sat i brand af britiske jagerfly om eftermiddagen den 3. maj 1945. Ombord var 7.000 mennesker. Næsten alle omkom.
Det er nogle af de værste skibskatastrofer i hele verden, men alligevel er de fire skibes navne ikke særlig kendt i offentligheden. De er ikke nær så kendt som Titanic, der forliste i 1912. Historien om dette forlis er kendt over hele verden, men kun få kender historien om Wilhelm Gustloff, General von Steuben, Goya og Cap Arcona, hvis forlis kostede mange flere menneskeliv.
Hvordan kan det være, at disse skibe forliste? Hvorfor var der så mange ombord? Hvorfor omkom så mange? Hvorfor lykkedes det ikke at redde flere? Og hvorfor er disse forlis forblevet temmelig ukendt i offentligheden?
Disse spørgsmål behandler Wetterholm i sin bog. Og det gør han godt. Det er en velskrevet bog. Den er spændende som en kriminalroman, selv om man godt ved, hvordan det ender, og selv om ordet 'spændende' er lidt uheldigt i denne sammenhæng. Men det er i hvert fald en gribende beretning, og den er skrevet, så man hele tiden får lyst til at læse videre.
Wetterholm fortæller både den store og den lille historie. Vi får det store overblik - Det Tredje Riges sammenbrud og den sovjetiske offensiv gennem Polen til Tyskland - og vi får nogle detaljer i form af enkelte skæbner fra denne periode. Forfatteren bygger på et omfattende og alsidigt kildemateriale. Der er mange og lange citater fra øjenvidner, dels nogle af de overlevende, dels nogle af dem, der stod for angrebet på de fire skibe. Der er også mange gode illustrationer. Forfatteren har gjort et stort arbejde for at finde fotografier, der supplerer teksten.

Krig og fred
Titanic`s forlis var et uheld, der fandt sted i fredstid. Men de fire forlis i Østersøen var ikke noget uheld. Det var krig, og det var meningen, at de fire skibe skulle sænkes. De tre første blev angrebet af en sovjetisk ubåd midt om natten. De kom fra Gotenhafen (Gdynia) i Polen. De var på vej mod vest. Men de nåede ikke ret langt, før de blev sænket.
De tre skibe var fulde af folk, der flygtede for den sovjetiske offensiv mod Tyskland, især kvinder og børn. Selv om der var andre skibe i nærheden, var det farligt for dem at forsøge at redde overlevende op af vandet. De risikerede nemlig også at blive ramt af en torpedo. Desuden var det midt om natten, hvor man ikke kunne se ret meget, og vandet så koldt, at man ikke kunne overleve ret mange minutter i det.
Det fjerde skib - Cap Arcona - blev angrebet af britiske jagerfly om eftermiddagen. Det lå for anker i bugten ud for Neustadt. Det var fuldt af fanger, der var overført fra koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. De britiske myndigheder havde faktisk allerede fået denne besked, men den var ikke nået frem til de britiske piloter, der foretog angrebet.

Tavse myndigheder
Bagefter ønskede ingen af de involverede myndigheder at tale om disse forlis. De tyske myndigheder var tavse. Hvis katastrofens virkelige omfang blev udbasuneret til offentligheden, ville man samtidig afsløre, at man ikke kunne beskytte sin egen civile befolkning, og det ønskede man naturligvis ikke. Desuden var det lykkedes at evakuere omkring to millioner mennesker fra Østpreussen. Set i forhold til dette tal var et tab på 20.000 ikke ret meget.
De sovjetiske myndigheder var tavse. Kaptajnen på den sovjetiske ubåd, der sænkede Wilhelm Gustloff og General von Steuben, var kendt for at overdrive sine resultater. Da det senere gik op for myndighederne, at deres ubåde havde sænket tre skibe, der var fyldt med kvinder og børn, ønskede de ikke at prale med denne aktion.
De britiske myndigheder var tavse. De havde frygtet, at Cap Arcona og de andre skibe i Neustadtbugten skulle bruges til at evakuere de sidste rester af den tyske regering til Norge. Derfor havde man givet ordre til angrebet. Men da det gik op for dem, hvem ofrene var, ønskede de ikke at prale med denne aktion. Der var sket en beklagelig fejl, hvis konsekvens var temmelig absurd: Flere tusinde tyske koncentrationslejrfanger var blevet dræbt af den styrke, der kom for at befri dem. Det skete kun ganske få timer før Neustadt blev befriet af britiske tropper.

Lidt kritik
Selv om det er en god bog, så har jeg nogle kritiske kommentarer, men de kommer alle fra småtingsafdelingen.
For det første: Der er en faktuel fejl på side 44, hvor vi hører, at Wilhelm Gustloff og andre skibe i maj 1939 blev sendt til Spanien for at 'tage de frivillige i `Kondorlegionen,` som var blevet slået på general Francos side i Den Spanske Borgerkrig, ombord.' Kondorlegionen blev ikke slået. Den hjalp general Franco med at vinde Den Spanske Borgerkrig. Den bestod heller ikke af 'frivillige.' Den var udsendt af den tyske stat. Teksten burde være: 'som havde stået på general Francos side.' Måske er denne fejl sket ved oversættelsen fra svensk. Jeg har ikke haft mulighed for at kontrollere den svenske original.
For det andet: Indholdsfortegnelsen burde give en henvisning til de fire kort, der findes i bogen. På side 18 er der et kort over den botniske bugt, der var spærret af et ubådsnet i perioden 1941-44. På side 171 et kort, der viser området nord for Polen, hvor de tre første forlis fandt sted. På side 190 et kort, der viser Goya`s kurs den 16. april 1945. På side 219 et kort over bugten ved Neustadt, hvor Cap Arcona lå for anker.
For det tredje: Der burde være en tabel eller skema, der rummer de basale oplysninger om de fire forlis: Hvor? Hvornår? Hvor mange var der ombord? Hvor mange blev reddet? Hvor mange mistede livet? Svaret på alle disse spørgsmål findes i bogen, men de er spredt over flere hundrede sider. Det ville være nyttigt at have dem samlet på ét sted.
For det fjerde: Afsnittet 'Kommentarer til kilderne' (side 282-291) har en fuldstændig misvisende overskrift. Dette afsnit rummer kildehenvisninger. Der er ikke nogen 'kommentarer' til kilderne. Måske er den misvisende overskrift lavet af den danske oversætter.
For det femte: Litteraturlisten (side 292-297) anfører nogle af Wetterholms tidligere værker. Et af dem er Vårkryssningar till Medelhavet med turistångaren Steuben, der angiveligt er udkommet i 1939. På det tidspunkt var Wetterholm næppe født. Jeg tror, det rigtige årstal er 1989. De øvrige værker, der anføres fra ham, er nemlig fra 1994, 1999 og 2000. Måske er denne fejl også sket ved oversættelsen fra svensk.
Denne bog kan bruges af den professionelle historiker, for alle citater er forsynet med nøjagtige kildehenvisninger. Men den kan også bruges af den almindelige læser, der ønsker at sætte sig ind i en periode, der i mange år har været glemt og overset.
Forfatteren beskæftiger sig ikke med spørgsmålet om skyld og ansvar. Han præsenterer bare de historiske kendsgerninger. Den moralske og politiske dom over disse kendsgerninger må den enkelte læser selv fælde, og det er efter min mening ganske udmærket.

Claes-Göran Wetterholm: Dødens hav: Østersøen 1945. Oversætter: Jesper Klint Kistorp. 310 sider. 349 kroner. Høst & Søn 2005.