28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem var det nu

Hvem var det nu

Onsdag, 10. august, 2005, 00:00:00

Gads Forlag har udgivet et meget nyttigt biografisk leksikon om besættelsestiden

af Hanne Rosenvold
Det er ikke mange måneder siden vi fejrede 60-året for befrielsen fra den nazistiske besættelse.
60 år er lang tid og efterhånden er det et mindretal, der selv har oplevet Anden Verdenskrig og besættelsen, og derfor husker begivenheder og personer. For alle os andre, der gerne læser om besættelsen og begivenhederne dengang - simpelthen fordi det fortsat har uhyre betydning for forståelsen af dansk politik i dag - er det en meget nyttig udgivelse, Gads Forlag har bedrevet.
Hvem var hvem 1940-1945 er titlen og heri portrætteres knap 500 personer, der på én eller anden måde spillede en rolle i Danmark dengang.
Udvalget er utrolig bredt: fra kong Christian den 10. over borgerlige såvel som kommunistiske modstandsfolk, repræsentanter for besættelsesmagten, diplomater, danske politikere, danske nazister, kulturpersonligheder, personer fra erhvervslivet og mange flere.
Du får lige et par eksempler:
* Theodor Christensen, filminstruktør, der under besættelsen tilhørte en illegal filmgruppe, der blandt andet sikrede optagelser af sabotager og andre aktioner.
* Ragnhild Hveger, verdensberømt svømmer, der fraterniserede med besættelsesmagten og blandt andet arbejdede som svømmelærer i Kiel under krigen.
* Louis von Kohl, oversætter, bosat i Tyskland i 1930'erne, hvor han hyldede Hitler. Vendte i 1938 tilbage til Danmark, hvor han blev knyttet til såvel den socialdemokratiske sikkerhedstjeneste HIPA som Rigspolitichefens Sikkerhedspoliti! Han blev fyret inden besættelsen, men fungerede fortsat som en slags dobbeltagent.
* Niels Rickelt, tysk kommunistisk emigrant, siden soldat i den tyske hær, hvor han arbejdede med antinazistiske aktiviteter. Blandt andet i de to år, hvor han var udstationeret i Danmark.
Det var korte referater om nogle af de ukendte. Dem er der rigtig mange af, men selvfølgelig også alle de mere kendte navne.
Skal man komme med enkelte indvendinger er den væsentligste, at personer udelukkende er omtalt under deres 'rigtige' navn. Flere af besættelsestidens personer kendes og omtales ofte under dæknævne. Eksempler er KK, Citronen eller Hestetyven. Kender man ikke deres rigtige navn, har man det svært, idet dæknavne hverken i indholdsfortegnelsen eller i selve teksten bruges som indgang til omtalen.
Dertil kommer, at leksikonet er fuldstændig blottet for illustrationer. Det havde været forfriskende, hvis der havde været blot små portrætfotos, hvor det var muligt.
Skønhedspletter, som ikke rokker ved, at der er mange nyttige oplysninger i Hvem var hvem 1940-1945.

Hvem var hvem 1940-1945. Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. 349 kr. Gads Forlag 2005.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur