Asger Jorn mente, at det var nødvendigt, at vi kendte vore kulturelle baggrund for ikke at blive løbet over ende af de latinske lande i et forenet Europa.
af John Poulsen
De fleste kunstnere er meget optaget af deres egen kunst og beskæftiger sig ikke meget med deres rødder og med andre kunstnere. En undtagelse er maleren Asger Jorn.
Allerede i en ung alder blev han at interesseret i forhistorisk og middelalderlig kunst i Norden og diskuterede emnet med videnskabsmanden P. V. Glob.
Gennem årene skrev Asger Jorn mange artikler om emnet og fik også udgivet nogle bøger om det, men først i slutningen af 1950'erne, da han blev anerkendt og begyndte at tjene penge, kunne kan rigtig fordybe sig i det.
Blandt andet på baggrund af at han mente, at det var nødvendigt, at vi kendte vore kulturelle baggrund for ikke at blive løbet over ende af de latinske lande i et forenet Europa, oprettede han i 1961 'Skandinavisk Institut for sammenlignede Vandalisme', hvis formål var at udforske folkekunst i Norden og sikre, at der blev udgivet bøger om emnet.
Bogserie på 32 bind
Asger Jorn tog kontakt til en række forskere, som skulle skrive teksterne, mens han selv skulle være den kunstneriske redaktør, og P. V. Glob skulle tage sig af det videnskabelige. For egen regning hyrede han i årene 1961-65 en af Frankrigs bedste fotografer, Gerard Franceschi, og sammen rejste de rundt i hele Norden for udendørs og på museer at fotografere folkekunst.
Det blev til næsten 26.000 fotografier, som skulle indgå i en planlagt bogserie på 32 bind.
I 1965 udsendte Asger Jorn et privattryk 'Skånes Stenskulptur under 1100-tallet' med tekst af Erik Cinthio og fotos af Franceschi. Det blev trykt i kun 120 eksemplarer og sendt til personligheder i hele Norden for at skabe interesse for værket og den nødvendige økonomi.
Men manglende økonomi og modsætningsforholdet mellem Jorn og forskerne, blandt andre Glob, gjorde at der kun kom dette ene bind, som i dag er en stor sjældenhed, og instituttet lukkede senere på året. Jorn havde yderligere tilrettelagt seks bind, men de blev sammen med billedmaterialet arkiveret på Silkeborg Kunstmuseum.
Syv bind er nu udkommet
I 1995 lykkedes det at skaffe penge til et genoptryk af Skånebogen, og samtidig viste Nationalmuseet og Silkeborg Kunstmuseum 400 af de ca. 26.000 fotos sammen med originale kunstværker fra en række nordiske museer.
Heldigvis kom der yderligere midler til veje, som skabte basis for at trykke de øvrige seks bind, som Jorn havde planlagt. De sidste tre bind er kommet her i foråret, ti år efter det første, og beskæftiger sig med henholdsvis Samisk folkekunst og Nordisk jernalderkunst (to bind). Silkeborg Kunstmuseums tidligere direktør, Troels Andersen, som har viet meget af sit liv til studiet af Jorn, har været ankermand på værket.
Desværre nåede Jorn kun at se det ene bind trykt i 1965, men vi andre kan så glæde os over, at hans indsats ikke har været forgæves, nu da syv ud af de planlagte 32 bind er udkommet.
Gérard Franceschi, Asger Jorn og Bente Magnus: Mennesker, guder og masker i nordisk jernalderkunst (Bind 1) Fuglen, dyret og mennesket i nordisk jernalderkunst (Bind 2). 331 og 286 sider. 550 kr. pr. bind. Borgen
Gérard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Mølbjerg og Jens Rosing: Samisk folkekunst. 309 sider. 550 kr. Borgen
'Folkekunsten er ikke det samme som den folkelige eller populære kunst, der skabes for at behage folk.
Folkekunsten er kunst skabt af folket for folket. Dette giver folkekunsten en ganske speciel karakter, som nogen vil kalde stillestående, andre poetisk, fordi den er monolog eller enetale, som ikke skal ramme et eller andet sted, men er henvendt til kunstneren selv og hans miljø. Der er intet manende eller heroisk og højdramatisk i sådan en kunst, hvad der er mere vigtigt, den kan aldrig være periferisk i det kulturelle miljø, men må tværtimod være det centrale, man kan næsten sige det evige, det udødelige, fordi den er identisk med selve folkesjælen. Folkekunsten kan ikke dø undtagen ved at selve folket dør!'
Asger Jorn i artiklen: Chresten Hull og Folkekunstens postulerede død i Norden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278