01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Filmfestival tager pulsen på Europa

Filmfestival tager pulsen på Europa

Fredag, 19. august, 2005, 00:00:00

Copenhagen International Film Festival startede i går og løber over de næste ti dage med hele 111 film

Det er tredje gang der holdes Copenhagen International Film Festival, CIFF. I år sættes der fokus på film, der sætter fingeren på pulsen i Europa Anno 2005. Det gælder især film fra Østeuropa og den nye politiske bevidsthed, der præger film herfra, meddeler arrangørerne for CIFF.
Der sættes også fokus på sort østrigsk humor og syrede europæiske tegneserier. Men der er også interessante film fra Tyskland, Frankrig og Spanien. Ydermere er der hele seks nye danske film, der vises på festivalen. De får premiere i biograferne i løbet af efteråret.
Det gælder Jannik Johansens 'Mørke', som er blandt de ti film, som konkurrerer om festivalens hovedpris Den Gyldne Svane. Derudover kan du komme til forpremiere på Christoffer Boes 'Allegro', Gert Fredholms 'Dommeren', Lars Johanssons 'Den tyske hemmelighed', Jonas Elmers 'Nynne' samt Nicolas Winding Refns 'Pusher 3'.

Den Gyldne Svane
Ti europæiske film konkurrerer om Den Gyldne Svane. De ti udvalgte er:
1. One Long Winter Without Fire, (Schweitz, 2004). Instruktør: Grzegorz Zglinski.
En schweitzisk landmand med et ramponeret ægteskab møder en kosova-albansk flygtning og ændrer opfattelse af 'de fremmede' gæster i sit land.
2. Death of Mr. Lazarescu (Rumænien, 2005). Instruktør: Cristi Puiu.
Intenst og bittersødt drama om en ældre herre, der oplever det rumænske sygehusvæsens fejl og mangler på lidt for tæt hold.
3. Factotum (Norge/USA, 2005). Instruktør: Bent Hamer.
Bent Hamers Charles Bukowski filmatisering tegner et sørgmuntert portræt af en mand i frit fald.
4. Fateless (Ungarn, 2005). Instruktør: Lajos Koltai.
Koltais rystende og anmelderberømmede film efter Imre Kertész nobelprisvindende roman om de ungarske jøders skæbne under Anden Verdenskrig.
5. Harrys Døtre (Sverige, 2005). Instruktør: Richard Hobert.
Et Bergmansk hverdagsdrama fra en af de bedste svenske nyrealister med stort spil af Endre og Ooms.
6. Live and Become (Frankrig/Israel, 2005). Instruktør: Radu Mihaileanu.
I 1980'erne hjælper Israel de etiopiske jøder til Israel og med dem kommer også en 9-årig dreng, der ikke er jøde.
7. Mørke (Danmark, 2005). Instruktør: Jannik Johansen.
I det psykologiske drama rejser en journalist til Mørke - i Jylland - for at opklare omstændighederne omkring sin handicappede søsters mystiske død. Manuskript af instruktøren og Anders Thomas Jensen.
8. Up and Down (Tjekkiet, 2004). Instruktør: Jan Hrebejk.
En glemt baby starter en kalejdoskopisk karruseltur af begivenheder for en lang række mennesker, hvis skæbner kolliderer og skilles igen
9. A Way of Life (England, 2004). Instruktør: Amma Asante. Medvirkende Brenda Blethyn, Michael Conway.
Barsk, socialrealistisk film om en enlig teenage-mor, der desperat forsøger at leve op til tilværelsens - og sin babys - meget kontante krav.
10. Willenbrock (Tyskland, 2005). Instruktør: Andreas Dresen.
Dresen kaster et krøllet blik på sit land og sin tid med en smittende fornøjet bekymring, med udgangspunkt i en ellers hidtil succesrig brugtvognsforhandlers deroute.

Juryen
Årets jury, der skal finde årets Gyldne Svane vindere, har medlemmer fra England, Danmark, Tyskland, Island, Canada.
Nicolas Roeg er jurypræsident. Han er instruktør, filmfotograf og er fra England. Der er i øvrigt en særvisning på Nicolas Roegs mesterværk 'Rødt Chok' med Julie Christie og Donald Sutherland på festivalen.
De øvrige fire jurymedlemmer er Susanne Bier, filminstruktør fra Danmark, Udo Kier, skuespiller fra Tyskland, Baltasar Kormakur, skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter fra Island og Arsinee Khanjian, skuespiller fra Canada.

Læs programmet på www.copenhagenfilmfestival.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur