DKU, DDR, PSOE¤¤s Spanien, EU og arbejderbeskyttelse er temaer i det nye nummer af Arbejderhistorie.

af Hanne Rosenvold
Hvorfor meldte ungdommen sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, i 60`erne, 70`erne og 80`erne?
Et ganske interessant spørgsmål, som en større spørgeskemaundersøgelse overfor tidligere medlemmer af DKU har fokuseret på.
Resultatet af undersøgelsen beskrives i det nye nummer af Arbejderhistorie og forhåbentlig ikke overraskende konkluderes det, at det først og fremmest var DKU's politiske aktioner og andre aktiviteter, der trak ungdommen til.
Det gælder dels den konkrete indsats i for eksempel lærlinge- og udannelsesorganisationer. Men også DKP`s og DKU`s store engagement i Vietnam-bevægelsen, solidaritets-arbejdet med Chile og, måske ikke mindst, DKP's store indsats i kampen mod EF op til afstemningen om dansk medlemskab i 1972, har betydet nye medlemmer.
Artiklen ser også på, hvordan disse spørgsmål udviklede sig op gennem 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Ligesom den stiller spørgsmålet, hvorfor det netop blev DKU, som de unge organiserede sig i.
En ganske interessant artikel, som også i dag har interesse.

DDR's spioner - nok engang
I en anden artikel har Thomas Wegener Friis endnu engang beskæftiget sig med DDR's efterretningsvirksomhed.
Artiklen fokuserer primært på den militære del af den østtyske efterretningsvirksomhed og 'afslører' for mig at se ikke nogen opsigtsvækkende nyheder. DDR havde, som vel hovedparten af Europas stater, også under den kolde krig en efterretningsvirksomhed!
Vi hører også om 1930'ernes og 1940'ernes politiske emigranter, der i nogle tilfælde var egnede efterretningsfolk og endte som sådanne, fordi de kendte forholdene i de skandinaviske lande indefra.
Vi hører om hvilken rolle universitet i Greifswald spillede - heller ikke særlig mystisk. Ligesom vi hører om kontakten (eller manglen på samme) til danske kommunister.
Alt i alt en udmærket artikel, der bidrager til at afdramatisere en hel del myter.

Spanien
Da den spanske diktator Franco døde i 1975 var Spanien på mange fronter et uhyre tilbagestående og fattigt land.
Det var sakket langt agterud i forhold til hovedparten af de andre vesteuropæiske lande. Ikke mindst på det social- og velfærdspolitiske område var der lysår mellem udviklingen i Spanien i forhold til for eksempel Frankrig og Italien.
Det spanske socialdemokrati, PSOE, stillede sig som opgave at udvikle Spanien til en velfærdsstat med en udviklet social sikring. Det fik partiet mulighed for i perioden fra 1982, hvor man i de kommende 13 år havde regeringsmagten.
Stefan Hindsberger har skrevet en udmærket, velunderbygget artikel om den sociale udvikling i Spanien.
Først gennemgås den politiske udvikling i landet i perioden umiddelbart efter Francos død i 1975 og derefter foretages en omfattende vurdering af den sociale udvikling under PSOE's regime.
De vigtigste resultater er et sundhedsvæsen, hvortil alle nu har lige adgang. Uddannelsessektoren er blevet for bedret. Der er etableret pension for mennesker, der ikke har været på arbejdsmarkedet og der er indført en form for bistandshjælp.

Et føderalistisk Europa
Endnu en artikel i dette nummer af Arbejderhistorie fokuserer på de europæiske venstrefløjspartier og deres respektive holdninger til europæisk samarbejde i perioden 1945-72.
Det er en artikel, der beskriver forskellene mellem for eksempel holdningen hos de danske partier DKP og SF, der var blandt de mest aktive i EU-modstanden og så i forhold til de franske og italienske socialistpartier, der var langt mere indstillet på et overnationalt europæisk samarbejde.
Emnet må siges at være yderst aktuelt, men artiklen bliver aldrig rigtigt interessant. Det skyldes primært, at den nøjes med at beskrive de forskellige partiers holdninger. Det kunne blive langt mere interessant, hvis forfatteren turde tage et skridt mere og fremlægge nogle forslag til hvorfor det er sådan.
For mig at se bunder en række af de sydeuropæiske socialistpartiers unionsvenlige holdninger i deres manglende forståelse for EF/EU som et imperialistisk projekt. Det er partier, der slet ikke har blik for de klassemæssige interesser, der ligger bag de føderalistiske tanker og derfor nemt falder på halen for tanken om EU som et fredens projekt.
Endelig er der i Arbejderhistorie en artikel, der gennemgår udviklingen af arbejderbeskyttelsen herhjemme. Specielt sætte der fokus på kvindernes vilkår og rettigheder på arbejdsmarkedet, ligesom der fokuseres på, hvordan spørgsmålet gennem tiden er blevet behandlet i de ufaglærte fagforbund: KAD, DASF og SID.

Arbejderhistorie nr. 1, 2005. Kan købes via SFAH (Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie), Nørrebrogade 66 D, 2200 København N., tlf. 33 48 03 15, www.sfah.dk