Man behøver ikke tage til Madrid for at se Goya. Frem til den 3. oktober kan man se mesterens værker i Berlin.
af John Poulsen
Vil man opleve den store spanske maler Goya for fuld udblæsning, er man nødt til at ofre tid og penge på at tage til Madrid, hvor hans hovedværker befinder sig. Kan man nøjes med mindre, er der nu mulighed for, på Alte Nationalgaleri i Berlin frem til den 3. oktober, at se mange af hans værker. Man skal imidlertid afsætte mindst en halv dag til udstillingen, da alene ventetiden på at komme ind kan være to timer, men så bliver strabadserne også belønnet.
Det er lykkedes at låne 40 malerier og grafiske arbejder fra Pradomuseet. Dertil kommer værker fra private samlinger, der normalt ikke er tilgængelige, og endelig lån fra en række udenlandske museer. Samlet er det blevet til ca. 140 værker bestående af gobeliner, malerier, tegninger, raderinger og litografier, som både tids- og genremæssigt dækker hele hans liv.
En ener
Goya (1746-1828) var født i fattige kår, men gennem en enestående flid og et uhyre stort og særpræget talent blev han en højt skattet maler.
Som kunstner var han en ener, der ikke umiddelbart havde forgængere, og som heller ikke fik efterfølgere i sit eget land men foregreb kunstneriske strømninger, som først et halvt århundrede senere brød igennem i Frankrig. Derfor passer titlen på udstillingen, Den moderne profet, fint.
Trods flere forsøg lykkedes det ham ikke at komme på kunstakademiet, men han måtte lære håndværket på et værksted i Saragossa. På udstillingen kan man se hans første betydelige arbejde, et udkast til en udsmykning til et lille kapel i kirken El Pilar i Saragossa.
Senere blev han gift med søsteren til en hofmaler, og dermed åbnedes vejen for hans kunstneriske fremtid. Han fik arbejde ved den kongelige gobelinfabrik, hvor han på kartoner malede udkast til gobeliner. Det blev især til idylliske genrebilleder i rokokostil, som man møder i det første større rum på udstillingen.
Sideløbende med dette arbejde udførte han en del portrætmalerier. I 1886 blev han udnævnt til kongelig maler, og tre år senere avancerede han til hofmaler med de forpligtelser som hermed fulgte til at portrættere kongefamilien. Netop disse portrætter blev han berømt for, fordi han malede de kongelige som de så ud, og de var ikke altid for kønne, som for eksempel kong Carlos IVs dronning, Maria Luisa af Parma.
Djævlemaler
1792 blev vendepunktet i Goyas liv. En alvorlig sygdom medførte at han blev døv og derfor havde svært ved at kommunikere med andre. Han begyndte at fantasere, samtidig med at han skildrede hverdagens realiteter og skyggesider. Det førte til værker fra fængsler, sindssygehospitaler og til heksebilleder. 'Ja, du har ret. Jeg er en djævlemaler', som han udtrykte det i et brev.
På det tidspunkt gik han også i gang med at lave mapper med tegninger, og det blev til i alt otte, betegnet fra A til H, som dækker resten af hans liv. Her fik han, ligesom i sine andre grafiske arbejder, frihed til selv at vælge temaerne, hvilket han ikke i samme grad havde i malerierne. Det er tilfældet i serien Los Capriocios (Luner) fra 1799 og senere i 'Krigens rædsler', hvor han har skildret krigens afskyelighed og barbari på en så almengyldig måde, at billedernes virkning er lige så stærk i dag som for 200 år siden.
Trods døvhed og sygdom bevarede han sin arbejdsevne indtil det sidste. I 1824 flygtede han af angst for inkvisitionen til Frankrig og slog sig ned i Bordeaux, hvor han næsten kun udførte tegninger og raderinger, blandt andre 'Tyrene fra Bordeaux'.
Goya - Prophet der Moderne. Alte Nationalgaleri, Berlin indtil 3. oktober. Åbent tirs. -ons. 9-18, tors-fr. 9-22, lør. 10-22 og søn. 10-20.
Udstillingen vises i en lidt ændret sammensætning i Wiens Kunsthistoriske Museum fra 18. oktober til 8. januar. Til begge udstillinger er der udgivet et katalog med en præsentation af alle værker. Bogen er på 372 sider og koster kun 20 Euro (150 kr. ).
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278