03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hård og blodig narkofilm

Hård og blodig narkofilm

Fredag, 02. september, 2005, 00:00:00

¤¤Pusher 3¤¤ skildrer et barskt og kriminelt narkomiljø hvor magtkampen om at blive konge af København er i fuld gang - og den er ikke er for sarte sjæle

af Niels Ole Nielsen
Den tredje Pusher-film af Nicolas Winding Refn lever op til de to første og må betragtes som en god film, men den er ikke for sarte sjæle. Der var øjeblikke, hvor jeg måtte vende øjnene væk fra lærredet. Så er du advaret.
Refn skildrer et barskt kriminelt narkomiljø, hvor magtkampen om at blive konge af København er i fuld gang. Den unge generation vil til fadet, hvilket den ældre naturligvis ikke kan eller vil tillade. På mange måder er filmen en typisk mafiafilm, som bare foregår lige om hjørnet på Nørrebro og ikke i amerikanske storbyer.
Det gør også filmen endnu mere troværdig, at Refn benytter sig af forskellige sprog, som for eksempel serbo-kroatisk og albansk.

Milo tager kampen op
Den midaldrende narkohandler Milo (Zlatko Buric) er ved at forberede sin datters (Marinela Dekic) 25-års fødselsdag. Hun er ualmindeligt krævende, men er Milos øjesten. Det går imidlertid op for ham, midt i forberelserne, at hans position, som en af Københavns førende gangstere, er i fare.
Milos position bliver truet fra både den albanske mafia og en ung ambitiøs araber, der hidtil har løbet ærinder for ham. Han må alene tage kampen op, da hans håndlangere er sat ud af spillet på grund af madforgiftning. De har været udsat for Milos nye kreationer i køkkenet.
Hans stik-i rend-dreng Lille Mohammed (Ilyas Agac) er sporløst forsvundet med ecstasy-piller til 120.000 kroner. Milo må sætte hele den arabiske underverden i bevægelse for at finde ham, fordi pillerne tilhører hans albanske bagmand (Kujtim Loki), som er en hård hund, men betaler med det samme.
Derudover ønsker datterens kæreste (Levino Jensen), der er på vej ind i narkobranchen, at starte et samarbejde med Milo. Det bryder Milo sig slet ikke om.
Men ikke nok med det. Milo har i flere år haft et heroin-misbrug og slås nu i den pressede situation, han er i, med at holde sig stoffri. Derfor må han løbende gå til så mange møder i Anonyme Narkomaner som muligt.
Der er mange, som har opdaget, at Milo har mistet overblikket. Og de udnytter situationen. Milo har således et hæsblæsende døgn foran sig for at vise, at han stadig er på toppen.

Desperat og farlig
Nicolas Winding Refn skildrer det kriminelle indvandrermiljø, som foregår i en barsk underverden, hvor liv ikke betyder så meget, og hvor penge og magt betyder alt. Det gør han sikkert meget realistisk ved at skildre den midaldrende gangster Milo, som er desperat og dermed meget farlig.
Zlatko Buric er virkelig god som Milo. Det er Buric` første hovedrolle på det store lærred. Han gør en usympatisk person som Milo helt menneskelig acceptabel i det ene øjeblik, for så i næste øjeblik at vise hensynløshed og kynisme for at genvinde sin position som førende narkogangster. Det er noget af en præstation.
Men det er jo skurke som ham selv, der får deres bekomst. Så det er lige før, at vi kan acceptere hans handlinger? Nej, narko dræber, og narkohandlere myrder ved at sælge den. Derfor ikke. Og det er også det, Refn vil vise med sin film.

Pusher 3. Instruktion og manuskript: Nicolas Winding Refn. Premiere i dag

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. sep. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur