03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ché Guevara - fotografen

Ché Guevara - fotografen

Lørdag, 03. september, 2005, 00:00:00

I tirsdags åbnede en international udstilling af Ché Guevaras egne fotos i Aalborg. For første gang er den komplette samling udstillet udenfor Cuba

af Helene Caprani
Der findes masser af fotografier af Ernesto `Ché` Guevara, argentineren der blev en af den cubanske revolutions største ledere. De færreste ved dog, at han selv var amatørfotograf. For første gang er den komplette samling af hans fotografier udstillet udenfor Cuba - nemlig i Aalborg.

Postkort og fabrikker
De fleste fotografier stammer fra Guevaras mange rejser, både før og efter den cubanske revolution. Vi besøger Indien, Egypten, Mexico og Peru, og naturligvis Cuba. Nogle billeder minder mest om banale turistpostkort, men fra utraditionelle vinkler. Ché var tydeligvis fascineret af grafiske former, hvilket også viser sig i de mange lidt pudsige scenerier fra dagliglivet i Cuba.
Der er kun få mennesker på billederne - det er arbejdet, der er i centrum. Maskiner, fabrikker, marker og tobaktørrehuse er de foretrukne motiver. Netop disse billeder giver en eksklusiv adgang til ikonets inderste - han interesserede sig simpelthen levende for alle aspekter af det nye samfund, han var med til at bygge som blandt andet industriminister.

En sjælden mulighed
Hovedparten af de over 100 fotografier er sort/hvide, små og temmelig kornede. Men det er ikke den kunstneriske kvalitet, man skal opsøge udstillingen for - det er den sjældne mulighed for at se Chés liv og tanker gennem hans egne øjne.
Udstillingen er den første af sin art udenfor Cuba, og er blevet til i samarbejde med det cubanske Ché Guevara-forskningscenter. At åbningsbyen lige blev Aalborg, forklarer initiativtager Marco Evaristti med, at aalborgensernes mentalitet ligger nærmere cubanernes end for eksempel københavnernes - der er mindre facade, mener han.
-Vi kan altid lære af cubanerne. Cuba er det lille land mod den store Goliat. De er stolte over deres socialisme, de smiler selv når de ingenting har, og vi, der har alting, er så sure.
Evaristti ser Chés fotografvirksomhed som en slags terapi.
-Han var ofte meget ensom, og fotografierne var en måde at overleve på. En slags samtale med kameraet, forklarer Evaristti. Han opfatter ikke udstillingen som politisk.
-Det er poesi, ikke politik. Men hvis det leder til at nogle tænker politisk, er det kun godt, mener han.

`Ché - a life`. Limfjordsterminalen, Strandvejen 2 i Aalborg.
Åben indtil 25. september. www.che-aalborg.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur