Som Marius så verdencMaleren og grafikeren Marius Engbert døde sidste år 97 år gammel. Men heldigvis lever hans billeder videre

af Rikke G. F. Carlsson
Fordi en udstilling slutter og ikke fik den omtale den fortjente, så betyder det ikke, at læserne skal snydes for kendskabet til Marius Engberts værker.
I søndags lagde Pyramiden i Gilleleje sidste dag til en udstilling, der gav et godt indblik i Marius Engberts liv og hans tid. Det var sønnen Klavs Engbart, der havde taget initiativet til udstillingen. Han så gerne, at alle andre også kunne få glæde af de mange efterladte malerier og tegninger fra Marius Engberts hånd.
Sønnen havde samlet så mange værker, det var muligt, og tak for det. Men Marius Engbert fortjener større og bedre lokaler, som er tilgængelige i hele åbningstiden. Derfor skal I læsere nu nyde denne side og så håbe på, at I en dag får mulighed for også at nyde Marius Engberts malerier i farver.

Et helt liv
Marius selv var født 1907 i Brooklyn, USA af udvandrede forældre, som sidenhen vendte tilbage til Danmark. Han malede til han var langt over 90 år og døde i Gilleleje den 27. december sidste år i en alder af 97.
Marius Engbert var autodidakt, altså selvlært kunstner. Men han opnåede alligevel stor anerkendelse. Og det er der ikke noget at sige til. Hans tegninger er en indlevelse i sin tid, der skildrede byens gårde, gader, mennesker og slum. Og det var ikke socialromantik, Marius var som en del af hans kollegaer, socialrealist. Han viste virkeligheden: den forsømte by og samtidig, menneskets kærlighed til solskin og leg - livet.
En stor del af Marius liv var i København. Han viste os byens baggårde, gadernes slum, arbejdsløsheden, eller det hårde slid i en skrap sort streg, enten kul eller grafik eller kobberstik. I disse materialer genskabte han også smukke og rolige landskaber, som her på siden, motivet fra Brobjerg, et kobberstik, der tilhører Statens Museum for Kunst.
Men Marius viste også glæden. Børn i bevægelse, sin egen familie, interiør opstillinger i et farvevalg, der til dels hørte tiden til, men samtidig også gør hans billeder genkendelige. Malerierne, der rummer de fascinerende brune, grønne, blå og orange farver, som kendetegnede de nordiske malere i 30`erne, ses tydeligt i Marius portrætter og det er noget af det ypperligste.

Egne veje
Marius havde også humor. Han karikerer i tegninger 'kunstens ophøjede igler' som kunst -kritikere, -dyrkere og nogle kunstneres egen forestilling om dem selv, med en sådan humor, at almindelige mennesker kan ånde lettet op, i kravet om at kunst kun er for intellektuelle.
Spekteret var stort i hans kunnen. Han var uddannet reklametegner og grafiker, arbejdede hos en automaler og tegnede anatomi på Akademiet. Professor Aksel Jørgensen blev opmærksom på hans store talent og opfordrede Marius at søge ind på akademiet. Men han orkede ikke at tegne de dertil nødvendige skyggetegninger efter Statens Museums gipsafstøbninger, det var for kedeligt, han ville ud blandt levende mennesker.
Trods 'manglende' undervisning fik han sit første legat i 1938, og allerede året efter var han med på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det blev siden hen til mange censurerede udstillinger i ind- og udland.
I Weilbachs kunstleksikon kan man blandt andet se at: 'det tempo, der er over Engberts billeder, kan betegnes som 'furioso''. Der er temperament og engagement i hans billeder, som er præget af de sociale forhold, der især i 30`erne prægede hans omverden.'

levende kunst
Mennesker som Herluf Bidstrup, der rosende præsenterede ham på bagsiden af Land og Folk i 1977, og hilsner fra Tove Ditlevsen og mange andre, viser også hans evne til visuelt at ramme den sociale side, som ikke var navlebeskuende men udadvendt.
I Land og Folk, hvor hans tegninger blev præsenteret i anledningen af hans 70-års fødselsdag, skriver Bidstrup om ham:
'.. Den nonfigurative, abstrakte mordernisme blev dominerende, og kunstnere, med sans for omverdenen og talent til at skildre den, mistede kunstkritikernes interesse. Kunstnere, som ikke kunne nøjes med at være navlebeskuende, var ikke rigtig stuerene og hvis de tilmed var kritisk indstillede til vælfærdsstaten, blev de overset og til sidst glemt. I anledning af Engberts 70-årsdag næste lørdag, bringes hermed eksemplar på hans sociale tegnekunst, der måske bliver aktuel igen, hvis den voksende arbejdsløshed tvinger de arbejdsløse til at tjene til føden som gårdsangere. '
Kunsten husker os på det smukke og det grumme i livet. I dag kunne vi gentage de samme ord som Herluf Bidstrup; nu hvor hjemløse indtager byernes fortove, tiggere kommer ind med togene og folk bliver sat i tvangsarbejde for almisser. Historien gentager sig, og kunsten har hele tiden vist os dokumentationen.
Den viste os følelserne bag og de skiftende landskaber, beviser der fortrænges, når store beslutninger tages og konsekvenser fornægtes. Kunsten husker os på det smukke og det grumme i livet. Se denne poesi på siden her, kold er du som ikke genkender eller bliver ramt. Værsgo, - en bid af livet, set og mærket af Marius Engbert.