04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En plade med stor kærlighed

En plade med stor kærlighed

Onsdag, 14. september, 2005, 00:00:00

Dansk folkemusiktradition får en tur i Kristian Bugges brede og sikre favntag på hans nye cd. Det er på én gang tradition og fornyelse, med kærlighed og respekt for forlægget

af Helge Knudsen
Det her er sgu` en spændende plade! Her er en ung, dansk spillemand med det rigtige 'taw' på violinen til den gamle danske spillemandsmusik, så man kan høre den er skrevet til dans. Og med den rigtige nysgerrighed og lyst til at suge til sig af folkemusik også uden for landets grænser, uden af den grund at blande det til en pærevælling.
Kristian Bugge fik i 2004 første DR`s første Radium Pris, opkaldt efter DR-programmet 'Radium' der sendes hver aften på P2. Prisen går til 'en ung talentfuld sanger eller musiker', og omfatter finansieringen af en pladeindspilning med den pågældende kunstner.
Her er pladen så. Og man forstår, hvorfor Kristian Bugge fik prisen.
Det er ø-musikken der dominerer: Fanø og Læsø, og en enkelt menuet fra Ærø. Dertil nogle pluk fra Thy, Vejle-egnen og Vestsjælland. Garneret med en skots/svensk jig og et par ditto inspirerede melodier fra Brdr. Basts over to hundrede år gamle nodebog, en enkelt nykomponeret svensk halling, og endelig en græsk-tyrkisk 'Kasap' - vistnok en form for bryllupsdans, uden at jeg vil gøre mig alt for klog på den slags.
Kristian Bugge kommer altså godt rundt, men med stor vægt på det danske i de i alt 13 numre, der er på cd`en.
Kristian Bugge spiller også i det irsk/engelsk/finsk/danske band 'Baltic Crossing', der medvirker på en del af numrene. Dertil får Kristian Bugge hjælp fra en gruppe unge nordiske musikervenner, blandt andet hans faste spillepartner Mette Kathrine Jensen på harmonika. Med på pladen er også to danske 'veteraner': Peter Uhrbrand -á en af Kristian Bugges lærere på Odense Musikkonservatorium - på klaver, og Sonnich Lydom på mundharmonika og torader.
Kristian Bugge håndterer sin violin med stor respekt og kærlighed for de gamle danske spillemænd. Man kan tydeligt høre brødrene Brinch (og Peter Uhrbrand) i hans sønderhoning-fortolkninger, og Ewald Thomsens energi i 'Hurra polka', der indleder pladen.
På mange af melodierne synger, eller rettere nynner, svenskeren Anders Larsson med på melodien Det er ikke så kendt herhjemme i den danske tradition, men det virker helt rigtigt at høre Læsø-polkaer og sønderhoninger med Anders Larssons stemme, selv om hans frasering bærer de typiske små svenske forsiringer på melodien.
Det er en spændende plade, der er kommet ud af Radium Prisen. Musikken bliver leveret med stor indlevelse og overbevisning, med kærlighed og respekt for forlægget. Kristian Bugge skal vi nok komme til at høre meget mere fra i de kommende år.

Kristian Bugge: Kristian Bugge
Er i butikkerne, ellers kontakt Kristian Bugge på 3028 1519, eller mail cd@kristianbugge.com. Hjemmeside:
KristianBugge.com (er ikke helt oppe at køre endnu)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur