04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ud med den islandske uld

Ud med den islandske uld

Lørdag, 01. oktober, 2005, 00:00:00

Der er smagt på ordene i prøverne på ¤¤Let`s Kick Ass¤¤. Og hvis de har smagt af ulden islandsk 70`er-sweater, er de blevet spyttet ud igen

Forlægget til musicalen 'Let`s Kick Ass stammer fra englænderen Alistair Beaton, der også har skrev 'Spindoctor', som Nørrebro Teater satte op sidste år med Flemming Jensen i hovedrollen. Flemming Jensen har også turneret med causeriet 'Spindoctor Solo', som blev skrevet i samarbejde med Alistair Beaton. Samarbejdet er blevet til venskab, og Flemming Jensen regner med, at samarbejdet - og venskabet - fortsætter.
- Han kommer til premieren, og bliver her et par dage efter. Dem skal vi blandt andet bruge til at snakke om muligheden for et fjerde stykke, røber Flemming Jensen. Men så heller ikke mere.
Alistair Beaton har som tekstforfatter til tv-serier som 'Nine O`clock News' og 'Spitting Image' slået sit navn fast som en af Englands skarpeste satirikere. Og Flemming Jensen medgiver, at Alistair Beaton nok har været med til at gøre ham skarpere i mælet.
- Men nu har jeg boet fire år i England og efterhånden fundet ud af, at der er forskel på englændere og danskere. Englænderne har videre rammer. De tør være mere sentimentale, mere naive. Og tør i højere grad sige ligeud, hvad de mener, og komme med en morale. Det er i det univers, Alistair Beaton har skrevet 'Follow My Leader', som den hedder på engelsk.
- Vi danskere stejler derimod, hvis vi får at vide, hvad vi skal mene. Vi vil selv drage konklusionerne. Så ud over, at 'Let`s Kick Ass' i den danske udgave selvfølgelig drejer sig om Anders Fogh Rasmussen og ikke Blair, så har jeg også i høj grad måttet skrive forestillingen om til den danske mentalitet. Men jeg er jo selv gennem samarbejdet med Alistair Beaton blevet lidt anglofil, så selv om jeg er kommet med et færdigt manuskript, så er det blevet passet til undervejs. Når mine kollegaer har sagt, at det her, det smager for meget af ulden islandsk 70`er-sweater, så er det blevet rettet til.
Tilretningen er foregået til det sidste. Flemming Jensen kommer til interviewet med Arbejderen lige fra en generalprøve på musicalen med indbudt publikum. Og sådanne prøver skærper opmærksomheden, forklarer han.
- Så sidder jeg dernede med min store blok og noterer. Man tænker på en anden måde, når der er levende mennesker i salen. Det har ikke noget med, at dér grinede de, og dér grinede de ikke. For sådan noget kan ændre sig med en lidt anderledes timing. Men det er ligesom en forelskelse at sætte sådan et stykke op. Kærlighed gør blind, ved du: 'Jamen, det kan godt være, hun har stritører, men det er netop det dejlige ved hende. Jeg elsker at høre vinden suse i dem, når vi går tur!'
-Sådan er det også her. Når vi kan se, hvordan andre reagerer på stykket, bliver vi lige lidt mere opmærksomme på, hvordan det fungerer.
- Det har da også resulteret i, at jeg har taget to store bidder ud af anden akt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur