05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bush som ung på Mungo Park

Bush som ung på Mungo Park

Tirsdag, 11. oktober, 2005, 00:00:00

Den nye unge besætning skyder sæsonen i gang med en revy-agtig komedie om en ung mand, der voksede op og fik alt for meget magt

af Nick Bruun og John Bruun
Mungo Park i Allerød er blevet indtaget af et helt nyt ungt ensemble. Det meste af administrationen er også skiftet. Ungdom på alle pladser.
Det kommer der meget energi ud af. Teatret har som målsætning at være talentfabrik for morgendagens stjerner.
Skuespillet W - de unge år er skrevet af den 27-årige Christian Tafdrup, som også er skuespiller og en del af teatrets faste ensemble. Det handler om George Bush`s ungdom. Hans eskapader som drukkenbolt, narkomisbruger og spritbilist. Om hans kamp for at blive anerkendt af Senior Bush og om hans omvendelse til fundamentalistisk kristen.
Det er først og fremmest et kulørt billede af personen Bush, forklaret psykologisk i hans familiebaggrund.

Familieportræt
Det er ikke et portræt af den politik, Bush er blevet eksponent for, med dens interesser og magt.
Stykket er en revy-agtig blanding af fiktion og virkelighed. Mere grinagtigt og latterligt og mindre skræmmende end virkeligheden. Der er gang i fald-på-halen komikken og stagefighten, men gentagelserne bliver der lidt for mange af her. Rytmen er heller ikke helt flydende. Tempo & timing når ikke salige Dr. Dantes højder, men energien og viljen er der.
Vi følger den Bush`ske familie fra W vender hjem fra universitetet med den dårligste eksamen, der nogensinde er blevet tildelt en færdiguddannet fra det højt-estimerede universitet. Han erklærer, trods farens protester, at han slet ikke føler sig 'dispoisseret' for politik.

Ærkeamerikansk
Scenen er domineret af en enorm poster med farens kontrafej. Han er midt i en valgkamp for at blive USA`s næste præsident. En enkelt koskinds-betrukket lænestol og et enormt blafrende stars-and-stribes fuldender det ærkeamerikanske texas-hjem.
W vil hellere være radio-vært.
Senere får W alligevel smag for politik, men han mangler et par holdninger. Det har han hørt, er en fordel. Derfor går han på jagt på børnebiblioteket, for at finde en bog, der kan lære ham noget om politik - gerne med billeder i. Han bliver dog mere bidt af bibliotekaren end politikkené. og ender med at gifte sig med hende. Guvernør bliver han selvfølgelig også efter en del magtkampe med broren og faren.
Holdningerne ender han med at finde i det gamle testamentes Mosebøger. Han tyr til biblen, da han er ved at spolere familien og gå til i druk.

Energiudladning
Der er masser af energi i stykket, men der mangler noget skarphed og en opstramning af instruktionen. Stemningen bevæger sig fra bølgetop til bølgedal i stedet for at surfe hen over toppene, som det helst skal, når det er revy og satire, det handler om.
Men det er beundringsværdigt, at Mungo Park tager fat på Bush og gør forsøget. Hatten af for det.

'W - de unge år' af Christian Tafdrup. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Palle Steen Christensen. Medvirkende: Mikkel Arndt, Rikke Bilde, Christian Tafdrup, Tilde Maja Frederiksen og Nils P. Munk. Opføres på Mungo Park i Allerød indtil 15 okt. Samt fra 24. nov.-23. dec.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur